Peter Borberg

Kontakt: Lilleskovvej 34, 5690 Tommerup St.
Telefon: 2219 8945
E-mail: pb@asbjornborberg.dk 
Hjemmeside: www.peterborberg.dk   

  1. Piet Hein – verdensdanskeren i kamp og kærlighed
  2. Hele Danmarks Storm P. – et foredrag om humoristen, der kæmpede for at blive taget alvorligt
  3. Storm P., humoren og den tredje alder
  4. Dansk komiks enfant terrible – historien om Jørgen Ryg
  5. Charles Chaplin – geniet, magtkritikeren og millionærsocialisten
 

Journalist, forfatter og foredragsholder.
Jeg er uddannet mag.art. i nordisk sprog og litteratur. Jeg brænder for den levende fortælling om store kulturpersonligheder, og jeg garanterer, at publikum både får noget at tænke over og noget at grine af. I forbindelse med mine foredrag er det muligt at købe en af mine bøger til en god pris og med en personlig hilsen.

Peter Borberg holder foredrag i hele landet.

1. Piet Hein – verdensdanskeren i kamp og kærlighed

Foredraget Piet Hein – verdensdanskeren i kamp og kærlighed går tæt på mennesket og fænomenet Piet Hein (1905-1996). Jeg har gennem de seneste år haft eksklusivt adgang til Piet Heins private arkiv, hvilket foreløbig har udmøntet sig i det første af to bind i en stor biografi om Piet Hein.
Han blev foreslået til Nobelprisen, hans aforistiske digte med navnet Gruk er solgt i halvanden millioner eksemplarer og hans superelliptiske bord er for længst slået igennem som en klassiker indenfor møbeldesign. Læg dertil mere end 3.000 patenter til spil, mekanik og design, der blandt andet indebærer lamper, solur og alverdens andre frembringelser, som bærer navnet Piet Hein. En mand, der var gode venner med personligheder som Niels Bohr, Albert Einstein, Charles Chaplin og Thor Heyerdahl, men som aldrig rigtig blev gode venner med sit hjemland.
I mit foredrag løfter jeg sløret for nye sider af den markante personlighed og hans virke.
Foredraget kan desuden bookes med deltagelse af Hugo Piet Hein, søn af Piet Hein.
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: Projektor)

2. Hele Danmarks Storm P. – et foredrag om humoristen, der kæmpede for at blive taget alvorligt

Robert Storm Petersen (1882-1949) – bedst kendt som Storm P. – regnes af mange for den største danske humorist nogensinde. Men bag de sjove tegninger og historier gemte sig et kompliceret, følsomt og ofte ensomt menneske, der bar på sine hemmeligheder, og som gennem hele livet drømte om at blive forløst i såvel kunsten som kærligheden.
Foredraget følger Storm P. fra vugge til grav, og det hele krydres med masser af eksempler fra hans enorme produktion. Jeg er forfatter til bogen Storm P. En biografi (2017) og modtager af Storm P. Prisen 2018.
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: Projektor)

3. Storm P., humoren og den tredje alder

”Som ung gik jeg med vat i skuldrene – nu går jeg med vat i ørene!”
Hvis der var ét emne, som Storm P. vendte tilbage til igen og igen, så var det den del, der handler om at blive ældre. Kunstneren havde et ganske særligt forhold til den tredje alder. Det kom både til udtryk i hans malerier, tegninger og tekster.
”De bidende bemærkninger kommer først, når man har mistet tænderne!” lød en af hans underfundige bemærkninger.
Foredraget Storm P., humoren og den tredje alder er historien om en af vores største kulturpersonligheder nogensinde. En mand, der drømte om at blive forløst i både kunsten og kærligheden. En sjælden sammensat kunstner, der gik fra at være dagsaktuel satiriker og til at blive nostalgisk humorist, og som på sine velbjergede dage kendte både til berømmelsen og ensomheden.
Jeg er forfatter til bogen Storm P. En biografi (2017) og modtager af Storm P. Prisen 2018.
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: Projektor)

4. Dansk komiks enfant terrible – historien om Jørgen Ryg

Jørgen Ryg (1927-1981) blev gennem hele tre årtier regnet for en af Danmarks mest fremtrædende kulturpersonligheder og største komikere. Før det var han – hvad mange i dag har glemt – en af Europas bedste jazzmusikere.
Foredraget kommer tæt på en sjælden kunstner, der ville prøve det hele, men som personligt kæmpede med voldsomme indre dæmoner. Samtidig kommer vi tæt på en enestående periode i dansk revyhistorie, hvor landets folkekære komikere betalte den højeste pris for rampelyset og nattefesterne. Vi kommer således også til at møde koryfæer som Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas og Stig Lommer.
Foredraget byder på masser af sjove og tankevækkende anekdoter fra flere af landets store teater- og revyskikkelser, som har arbejdet sammen med Jørgen Ryg, bl.a. Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl, Daimi, Bent Fabricius-Bjerre osv.
Jeg er medforfatter til biografien Jeg vil prøve det hele – en biografi om Jørgen Ryg (2019).
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: Projektor)

5. Charles Chaplin – geniet, magtkritikeren og millionærsocialisten

Charles Chaplin (1889 – 1977) var filmhistoriens første superstjerne. I sine velmagtsdage gik 12 millioner mennesker ind og så en film med Chaplin – hver dag!
Historien om Charles Chaplin er historien om et kunstnerisk geni, der af mange regnes for den største komiker nogensinde, og som glimrede både som skuespiller, instruktør og komponist. En kunstner, der har efterladt sig en perlerække af filmhistoriske øjeblikke, der for længst er blevet udødelige klassikere.
Og det er samtidig historien om millionærsocialisten Charles Chaplin, som i bestræbelsen på at nå det ypperste med sin kunst, nådesløst forlangte det yderste af sig selv og sine omgivelser. Aldrig var han bange for at lægge sig ud med de største magthavere, selvom han betalte en tårnhøj pris for det.
Foredraget byder på både gribende og hylende morsomme gensyn med sekvenser fra en af filmhistoriens største skabere.
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: Projektor)