Vibeke Lindhardt

Kontakt: Constantiaparken 5, 2960 Rungsted
Telefon: 2177 1547
E-mail: vibeke.lindhardt@gmail.com
Hjemmeside: www.vibekelindhardt.dk, http://foredrag.kristeligt-dagblad.dk

Jeg er tekstilkunstner og foredragsholder, cand.pæd. og forfatter til bogen: Se min kåbe – om de danske bispekåber som pragt, dragt og magt. I mine foredrag stræber jeg efter en høj faglig formidling, samtidig med at jeg vægter den gode historie, en god blanding af hånd og ånd. Flotte billeder og den levende fortælling er mit varemærke. Jeg har altid eksempler på fine håndvævede tekstiler eller andre rariteter med ud til foredragene. Mine foredrag kan skræddersys efter publikum og den tid som er til rådighed.
Jeg har været rundt i det meste af landet bl.a. ved kirkehøjskoler, til sogne eftermiddage – og aftener, på museer, højskoler, biblioteker og pensionistklubber mm. Bl.a. på Løgum Kloster Refugium, kirkehøjskole i Nærum, Lyngby og Næstved, Garnisonskirken, Vedbæk kirke, Knebel kirke, på ARoS, Aarhus Kunstmuseum, Designmuseum Danmark, Greve Museum, Rødding Højskole m.fl. (se mere på www.vibekelindhardt.dk)
I 2011 blev jeg cand. pæd. fra Aarhus Universitet. Jeg er udlært fra tekstilkunstner Ann-Mari Kornerups værksted efter min uddannelse på Skals håndarbejdsskoles seminarium og har arbejdet som tekstilkunstner, underviser og foredragsholder hele mit professionelle liv.

Vibeke Lindhardt holder foredrag i hele landet.

Foredrag:

1. Dronningens kirketekstiler
2. Pibekraver & fløjlsmaver – reformationens betydning
3. Bispekåber – pragt, dragt og magt
4. Mormors garderobeskab – eller den tidkrævende unyttigheds betydning
5. Tegn & gerninger – om symboler og farver i kirketekstiler

Foredrag 1

Dronningens kirketekstiler

”Jeg hadede håndarbejde som barn. Det var det værste jeg vidste”. Dronningen talte fra hjertet da jeg mødte hende i biblioteket på Amalienborg, og hun løftede sløret for det vendepunkt der startede hendes kreative arbejde med tekstiler.
I foredraget fortæller jeg om de mange kirketekstiler Dronningen har designet og selv delvist udført til en lang række af kirker i Danmark, Grønland og Tyskland og om symboler, teknikker, materialer og overvejelserne bag.
Foredraget, som er krydret med flotte billeder og gode historier, og vil begynde med historien om mit eget samarbejde med Dronningen omkring vævningen af to messehagler og et antependium til Haderslev Domkirke.
I bogen ”Dronningens kirketekstiler mange hænders værk”, et stort illustreret pragtværk som jeg har skrevet sammen med Anne Hedeager Krag, fortæller vi om samtlige Dronningens kirketekstiler som vi har set, rørt og fået fotograferet rundt om i de kirker de er skabt til.
Dronningen har igennem de sidste tredive år med sine kirketekstiler sat sit præg på kirkerne. Det stærke farvevalg og ikke mindst Dronningens sans for det historiske og traditionsrige broderi har gjort hendes broderier til noget særligt. Hendes store bevidsthed og viden om den kristne symbolik og det kristne budskab, kommer tydeligt til udtryk i de motiver hun vælger.
Dronningen har udført mere end 20 messehagler, syv antependier, et bryllupstæppe og fem bispekåber. Hvert kirketekstil har sin helt egen tilblivelseshistorie, som er med til at tegne et portræt af et kreativt og kulturbevidst sind.
I billeder tager jeg jer det halve kongerige rundt, mens jeg fortæller om Dronningens kirketekstiler!
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og lærred)

Foredrag 2

Pibekraver & fløjlsmaver - reformationens betydning

Om præstekjolen/ornatet og messeklæderne før og efter reformationen og om fremstillingen og brugen af dem.
Foredraget tager udgangspunkt i alterbilledet fra Torslunde fra 1561. Billedet viser idealet af, hvordan messeklæderne blev brugt til en luthersk evangelisk gudstjeneste, men også hvordan præstekjole og messeklæder anvendes i dag. Der bliver fortalt om præstens dragt før og efter reformationen.
Præstekjolen – også kaldet ornatet – har i Danmark stort set været uforandret siden reformationen. På Martin Luthers tid var den en borgerdragt, der skulle understrege, at præsten ikke skilte sig ud, men tilhørte borgerstanden. I dag bæres den lange sorte kjole for at skjule privatpersonen og tydeliggøre præsten, gudstjenesten og embedet.
Foredraget fortæller om messeklæderne: albaen, messehaglerne og bispekåberne, om historien, om farverne, symbolerne og deres betydning og om fremstillingen af de prægtige liturgiske klæder.
Hvorfor er kjolen sort og hvorfra stammer kraven?
Hvad mente Luther om brugen af messeklæder?
Hvorfra stammer dragten og hvorfor den hvide messeskjorte?
Hvilken betydning for liturgien har messeklæder og bispekåbe, og hvorfor skifter messehaglerne farve i løbet af kirkeåret?
På baggrund af min egen praktiske erfaring med udførelse af kirketekstiler samt bogen om de danske bispekåber, fortæller jeg levende om præstens dragt og om kirkens tekstiler og om udførelsen af dem.
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og lærred)

Foredrag 3

Bispekåber - pragt, dragt og magt

Hvornår bruges overhovedet en bispekåbe? Hvorfor er bispekåber så kostbare? Hvornår blev den biskoppens værdighedstegn? Er kåben en liturgisk dragt og skal den se ud på en bestemt måde? Er ornatet og messeklæderne; alba, præstekjole, pibekrave, messehageler og bispekåber overflødig pynt eller skal vi betragte dem som kulturbærere? Disse er nogle af de spørgsmål, der kan stilles om bispekåberne og brugen af dem.
I flere hundrede år var kåberne ens udseende dragter der blev bestilt og betalt af konger, men i 1980 skabte kunstneren Bodil Kaalund en ny bispekåbe til Grønland og med denne skete der et brud på en lang tradition. I løbet af 26 år blev alle kåberne udskiftet til unika kåber med lokal forankring udført af en række dygtige billedkunstnere og kunsthåndværkere. I vil blive taget med på en billedrejse til alle kongerigets stifter.
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og lærred)

Foredrag 4

Mormors garderobeskab - eller den tidkrævende unyttigheds betydning

Et garderobeskab er et sted, som gemmer på historier, minder, relikvier og skatte – det gemte, det glemte, som fortjener at komme ud af mørket og blive pudset/støvet af. Med udgangspunkt i min egen sanselige oplevelse og erindring om min mormors eventyrlige garderobeskab, vil jeg fortælle om forskellige håndarbejdsteknikkers historie, udbredelse, betydning og status. Hvorfor beskæftiger vi os overhovedet med tidskrævende unyttige håndarbejder, og hvilken betydning har de i dag?
Et foredrag med billeder, men også et foredrag hvor I får lov at se og røre redskaber, håndarbejder og materialer samt opleve en lille biografisk udstilling af rariteter.
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og lærred)

Foredrag 5

Tegn & gerninger - om symboler og farver i kirketekstiler

Hvilken betydning har fisken, duen og granatæblet? Og hvorfor findes der en ørn i stort set hver eneste kirke? Hvad symboliserer guld og den gyldne farve? Og hvorfor er præstens alba hvid? Disse spørgsmål vil jeg svare på i foredraget, som handler om kristne symboler og brugen af dem.
Symboler har altid tjent som et indforstået tegn og signalsprog og kristne symboler findes overalt, i kirken, i kunsten og på tryk. Jeg fortæller om brugen og betydningen af farverne og de mange symboler som smykker kirkens tekstiler.
Mit udgangspunkt er de symboler som findes udført på nogle af de prægtige tekstiler som bruges i de danske kirker.
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og lærred)