Steen Skovsgaard

Kontakt: Aarslev Møllevej 5 A, 8220 Brabrand
Telefon: 2041 5311
Mail: sskdk@outlook.dk
Hjemmeside: www.steenskovsgaard.dk

Cand. teol., Ph.D
Biskop emer.
Tidligere sognepræst i Gellerup Sogn, Aarhus, provst for Aarhus Vestre provsti og konst sognepræst Nordøernes Vestre Præstegæld, Færøerne
I de seneste over 30 år har jeg holdt mange foredrag, især om islam og kristendom. Det er et spændende emne, som jeg stadig tilbyder og nok aldrig bliver færdig med. Der er dog, som det fremgår, også andre emner, som har min interesse, og som jeg gerne vil dele i kirkelige og folkelige kredse.
På min hjemmeside  www.steenskovsgaard.dk kan man læse mit CV. Det kan måske lægge op til helt andre emner, hvilket jeg er meget åben overfor. Det er altid spændende at holde nye foredrag, og gerne i helt andre sammenhænge.
Jeg er beriget med en stor familie med 12 børnebørn, som jeg gerne vil være sammen med, og som sætter begrænsning på, hvor mange foredrag, jeg kan holde. Kontakt mig derfor gerne i god tid, også med spørgsmål, forslag og ideer.

Steen Skovsgaard holder foredrag i hele landet.

Emner

1. Præst i et udkantsområde
2. Kan man glæde sig til dommedag?
3. Hvem var biskop D.G. Monrad?
4. Kirken er mere end mursten – men hvad og hvordan hos os?
5. ”Det bedste er Gud!”– om handicappedes betydning

Emne #1

Præst i et udkantsområde

Steen Skovsgaard har været sognepræst i Gellerup Kirke i 26 år, konstitueret sognepræst på Færøerne i 1988-89, biskop i Lolland-Falsters Stift fra 2005-2017. I et personligt og erfaringsrigt foredrag i ord og billeder fortæller han om nogle af de mange og meget forskellige oplevelser fra præstetjenesten. Det gælder tanker, indtryk og positive overraskelser fra det multietniske Gellerup Sogn, fra Færøernes særegne kultur og kirkeliv eller fra Lolland-Falsters Stift, også kaldet: ”vandkantsdanmark.”. Steen Skovsgaards erfaringer og konklusion er, at vi skal skønne på og værne om vores udkantsområder. De kan, ligesom barken på et træ, måske se knudrede, visne og værdiløse ud; men som barken er de livgivende og værdifulde. Enkelte af tankerne og oplevelserne er beskrevet i andagtsbogen: Giv mig en tanke (ProRex 2020).
(Kr 6.000,- plus transport)

Emne #2

Kan man glæde sig til dommedag?

Dommedag er normalt omgærdet med frygt og stort ubehag. Ikke alene tænker man på jordens undergang; dommen betyder også, at alle ens gerninger skal dømmes. Og hvem kan glæde sig til det?
Biskop emer. Steen Skovsgaard forsvarede i marts 2022 sin PhD afhandling: ”Mellem frygt og glæde – dommedag i islam og kristendom” I 2024 udkom han med bogen: ”Farvel til dommedag – med det kristne håb”. Og senest var han i 2025 redaktør på bogen: ”En folkekirkeligt genmæle mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse”. Alle bøger er udgivet på ProRex forlag.
Steen Skovsgaard vil i sit foredrag komme ind på nogle af de vigtigste begreber, der knytter sig til dommedag – herunder spørgsmålet om alles frelse. Herunder vil han frem for alt redegøre for en vigtig teologisk begrundelse for, at kristne har lov til at se frem til dommedag uden frygt, men med fortrøstning, forventning og glæde.
(Kr 6.000,- plus transport)

Emne #3

Hvem var biskop D.G. Monrad?

D.G. Monrad (1811-1887) var og er stadig en meget omstridt person. Mange husker ham som den politiker og konseilspræsident, der i høj grad var medvirkende til, at Danmark tabte krigen i 1864. Monrad kaldes også for Grundlovens far, idet han lavede udkastet til Grundloven af 1849. Færre ved, at D.G. Monrad også var præst og biskop – endda en meget markant biskop i Lolland-Falsters Stift i to perioder – i alt 21 år. Steen Skovsgaard har skrevet en bog om Monrad: ”Monrad – et indblik i biskop D.G. Monrads liv og tanker”. Med den som udgangspunkt – og med sideblik til Chr. Scrivers: Sjæleskat – vil han fortælle om Monrads omskiftelige livsforløb samt give nogle smagsprøver på hans tanker om centrale teologiske spørgsmål. Ikke mindst bøn og bønnens betydning var et emne, der optog Monrad livet igennem og kulminerede med bogen: Fra bønnens verden. Monrads politiske og åndelige tanker er stadig til inspiration og værd at lytte til. Som Monrad selv formulerede det: ”Det er undertiden godt i nutidens kampe at lade en røst fra fortiden tale. Upåvirket af øjeblikkets lidenskab udtaler den ofte sandheden renere og klarere.”
(Kr 6.000,- plus transport)

Emne #4

Kirken er mere end mursten – men hvad og hvordan hos os?

Mange menighedsråd sukker over, at mursten og de ydre rammer for kirken fylder for meget i menighedsrådsarbejdet. Hvad kan man stille op for at få mere indhold og liv både i kirken og i menighedsrådsarbejdet? Først og fremmest kan man vælge at tale om det. I 2012 skrev biskop Steen Skovsgaard et arbejdshæfte: Hvad mener I? Hæftet rummer tanker, ideer og oplæg til samtaler mellem præster og menighedsråd om, hvorledes det kirkelige liv bedst kan styrkes og udvikles i de enkelte sogne. Med udgangspunkt i dette hæfte og på baggrund af sine erfaringer som både sognepræst, provst og biskop tilbyder Steen Skovsgaard at facilitere en sådan åben og afklarende samtale, hvor man kan få overvejet og drøftet nogle afgørende – også teologiske – forhold ved menighedsrådsarbejdet, gudstjenesten, aktiviteter og samarbejdet.
(2-3 timer incl gruppearbejde. Kr 6.000,- plus transport)

Emne #5

”Det bedste er Gud!”– om handicappedes betydning

Steen Skovsgaard har undervist psykisk og fysisk udviklingshæmmede konfirmander og har i den forbindelse skrevet et undervisningsmateriale: Det bedste er Gud. Heri fortæller han om nogle af de store og overraskende oplevelser fra undervisningen, og han påstår, at mødet med de svage og handicappede børn kan opleves og beskrives som møder med Gud. Davids salme 34,17 er et omdrejningspunkt: ”Herren er nær ved den hvis hjerte er knust, han frelser den, hvis ånd er brudt.”
Med udgangspunkt i bogen og sine personlige erfaringer fra undervisningen vil Steen Skovsgaard give os et indblik i de handicappedes betydning. De er nemlig, som det er blevet sagt, ”grænsevagter for menneskets værdighed. Hvis de får lov til at leve, så får vi alle lov at leve. Bare ved at ligge dér og være til – uden noget andet menneskeværd end det at have fået livet – er de grænsevagter for menneskeværdet. Rør dem, dræb dem, og du ved ikke, hvornår det bliver din tur.”
(Kr 6.000,- plus transport)