René Karpantschof

Bosiddende i København
Telefon: 2868 7649
E-mail: r.karpantschof@gmail.com
Hjemmeside: www.renekarpantschof.com

René Karpantschof er historiker, forfatter og tidligere universitetsforsker – men allerførst voksede han op i en vestjysk landarbejderfamilie. Han har optrådt i TV og radio og rundt omkring for sognehuse, museer, biblioteker, højskoler, plejehjem og kulturfestivaler.

René holder foredrag i hele landet.

Foredrag:

1. De ekstreme danskere 1921-1939
2. Ballade på slottet 1770-1940
3. De første vilde folketingsvalg 1849-1950
4. Nørrebro: Danmarks røde balladekvarter
5. Mit liv som BZ’er

Foredrag 1

De ekstreme danskere 1921-1939

René Karpantschofs nye danmarkshistorie, De ekstreme danskere 1921-1939, er en rejse ind i de skæbnesvangre år mellem 1. og 2. verdenskrig. Her oplevede danskerne nyheder som jazz, talefilm og zeppelinerbesøg på himlen. Men også de dybeste kriser og de mest ekstreme modsvar. I foredraget hører man, hvordan forbavsende mange herhjemme havde sympati for Adolf Hitler, eller for sovjetkommunisten Stalin, men især for socialdemokraten, Thorvald Stauning – og man hører om danskeres vilde tid i Berlin, Moskva, Madrid og Palæstina. Rundt om Danmark tårnede truslerne sig op med diktaturer, krigsoprustning og jødehad. Skulle man protestere eller tilpasse sig de nye forhold? Eller bare lukke øjnene og håbe, at den voksende katastrofefølelse gik over af sig selv? Karpantschof fortæller om danskernes valg – og til sidst, hvad bogen betyder for ham personligt, når hans egen jødiske far som dreng måtte flygte fra nazisternes holocaust, og når han selv som BZ’er i 1980’erne følte sig som en forlængelse af 1930’ernes røde antifascister.
(2×45 min. eller efter aftale. Hjælpemidler: Projektor. Pris: 6.500 kr. + tog/bus København t/r)

Foredrag 2

Ballade på slottet 1770-1940

Danskerne har elsket deres konger – men ikke hele tiden! René Karpantschof fortæller hårrejsende historier om kup, højforræderi og stormløb mod kongehusets slotte. Historierne involverer den sindssyge Christian 7, den reaktionære Frederik 6, den folkekære lystløgner Frederik 7, den stokkonservative Christian 9 og Christian 10, der begyndte skidt men endte som hele folkets Rytterkonge, samt dronning Caroline Mathilde, grevinde Danner, prinsesse Marie og kejserinde Dagmar – og naturligvis: den af samfundseliten frygtede pøbel!
(2×45 min. eller efter aftale. Hjælpemidler: Projektor. Pris: 6.500 kr. + tog/bus København t/r)

Foredrag 3

De første vilde folketingsvalg 1849-1950

Hvem vandt Danmarks første folketingsvalg? Og hvordan opstod vores politiske partier? Det begyndte med grundloven i 1849 og fortsatte med årtier fuld af drama. Som da kongen opløste Folketinget, politikere blev fængslet eller simpelthen forsøgt myrdet, mens vælgerne sloges med sten og paraplyer. I 1918 havde også kvinder og mandlige tjenestefolk fået stemmeret og kunne sætte kryds ved Venstre, Konservative og Socialdemokratiet. Eller ved Radikale Venstre og det nye Socialistisk Arbejderparti, der blev forløber for nutidens Enhedslisten. I 1930’erne eskalerede det med skrårem og knojern og valgplakaten, ingen glemmer: ”Stauning eller kaos”, indtil man i 1945 endelig var enige om demokrati som den rette styreform. Et lystigt og lærerigt foredrag om politiske skurke og helte – alt efter, hvem man holder med!
(2×45 min. eller efter aftale. Hjælpemidler: Projektor. Pris: 6.500 kr. + tog/bus København t/r)

Foredrag 4

Nørrebro: Danmarks røde balladekvarter

Det var i 1880’erne, at aviserne første gang skrev om ”Kollosale Opløb på Nørrebro” og udråbte bydelen til ”Socialismens Hovedarnested her i Landet”. René Karpantschof fortæller om dagligliv og personlige skæbner i det ildrøde arbejderkvarter, og hvordan protestråbene fra Nørrebrogade gang på gang har afspejlet resten af Danmarks og endda hele verdens historie. Det er utroligt men sandt, hvad der er sket på Nørrebro – og René var selv med som en af 1980’ernes BZ’ere.
(2×45 min. eller efter aftale. Hjælpemidler: Projektor. Pris: 6.500 kr. + tog/bus København t/r)

Foredrag 5

Mit liv som BZ’er

Kom helt tæt på Danmarks vildeste ungdomsoprør, når René Karpantschof fortæller om sin tid i 1980’ernes BZ-bevægelse. Kan man bryde helt ud af samfundet og leve sit liv, som man vil? Det forsøgte BZ’erne ved at overtage tomme huse og omdanne dem til selvstyrede fællesskaber. BZ’erne blev berømte for deres fantasifulde aktioner men også berygtede for deres gadekampe, hvor René flere gange hørte lyden af pistolskud fra politiet. I foredraget fortæller han, hvem BZ’erne egentlig var, om deres liv inde i de besatte huse, og hvordan det gik til, at en jysk landsbydreng som ham endte på barrikaderne i København.
(2×45 min. eller efter aftale. Hjælpemidler: Projektor. Pris: 6.500 kr. + tog/bus København t/r)