Kontakt: Lilleskovvej 34, 5690 Tommerup St.
Telefon: 2219 8945
E-mail: pb@asbjornborberg.dk
Hjemmeside: www.peterborberg.dk
Journalist, forfatter og foredragsholder.
Jeg er uddannet mag.art. i nordisk sprog og litteratur. Jeg brænder for den levende fortælling om store kulturpersonligheder, og jeg garanterer, at publikum både får noget at tænke over og noget at grine af. I forbindelse med mine foredrag er det muligt at købe en af mine bøger til en god pris og med en personlig hilsen.
Peter Borberg holder foredrag i hele landet.
Emner
Foredraget Piet Hein – verdensdanskeren i kamp og kærlighed går tæt på mennesket og fænomenet Piet Hein (1905-1996). Jeg har gennem de seneste år haft eksklusivt adgang til Piet Heins private arkiv, hvilket foreløbig har udmøntet sig i det første af to bind i en stor biografi om Piet Hein.
Han blev foreslået til Nobelprisen, hans aforistiske digte med navnet Gruk er solgt i halvanden millioner eksemplarer og hans superelliptiske bord er for længst slået igennem som en klassiker indenfor møbeldesign. Læg dertil mere end 3.000 patenter til spil, mekanik og design, der blandt andet indebærer lamper, solur og alverdens andre frembringelser, som bærer navnet Piet Hein. En mand, der var gode venner med personligheder som Niels Bohr, Albert Einstein, Charles Chaplin og Thor Heyerdahl, men som aldrig rigtig blev gode venner med sit hjemland.
I mit foredrag løfter jeg sløret for nye sider af den markante personlighed og hans virke.
Foredraget kan desuden bookes med deltagelse af Hugo Piet Hein, søn af Piet Hein.
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: Projektor)
Robert Storm Petersen (1882-1949) – bedst kendt som Storm P. – regnes af mange for den største danske humorist nogensinde. Men bag de sjove tegninger og historier gemte sig et kompliceret, følsomt og ofte ensomt menneske, der bar på sine hemmeligheder, og som gennem hele livet drømte om at blive forløst i såvel kunsten som kærligheden.
Foredraget følger Storm P. fra vugge til grav, og det hele krydres med masser af eksempler fra hans enorme produktion. Jeg er forfatter til bogen Storm P. En biografi (2017) og modtager af Storm P. Prisen 2018.
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: Projektor)
”Som ung gik jeg med vat i skuldrene – nu går jeg med vat i ørene!”
Hvis der var ét emne, som Storm P. vendte tilbage til igen og igen, så var det den del, der handler om at blive ældre. Kunstneren havde et ganske særligt forhold til den tredje alder. Det kom både til udtryk i hans malerier, tegninger og tekster.
”De bidende bemærkninger kommer først, når man har mistet tænderne!” lød en af hans underfundige bemærkninger.
Foredraget Storm P., humoren og den tredje alder er historien om en af vores største kulturpersonligheder nogensinde. En mand, der drømte om at blive forløst i både kunsten og kærligheden. En sjælden sammensat kunstner, der gik fra at være dagsaktuel satiriker og til at blive nostalgisk humorist, og som på sine velbjergede dage kendte både til berømmelsen og ensomheden.
Jeg er forfatter til bogen Storm P. En biografi (2017) og modtager af Storm P. Prisen 2018.
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: Projektor)
Et underholdende og tankevækkende foredrag om humor og livsvisdom i den tredje alder.
Titlen på dette foredrag stammer fra forfatteren Lise Nørgaard. Hun blev 105 år. Måske var hendes uforlignelige humor med til at sikre hende et langt liv.
Foredraget går på opdagelse i humoren i den tredje alder – fortalt i en levende blanding af præsentationer og anekdoter fra nogle af historiens største humorister. Fra Storm P. over Piet Hein til Charles Chaplin, Johannes Møllehave, Benny Andersen og mange, mange flere.
Derudover byder foredraget på et væld af livsbekræftende eksempler på den humor, der udspiller sig i det daglige seniorliv, og som giver tilværelsen kolorit, alt imens håret bliver gråt. Kort sagt et foredrag, der både giver masser af grin og stof til eftertanke.
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: projektor samt mulighed for lydafspilning)
Charles Chaplin (1889 – 1977) var filmhistoriens første superstjerne. I sine velmagtsdage gik 12 millioner mennesker ind og så en film med Chaplin – hver dag!
Historien om Charles Chaplin er historien om et kunstnerisk geni, der af mange regnes for den største komiker nogensinde, og som glimrede både som skuespiller, instruktør og komponist. En kunstner, der har efterladt sig en perlerække af filmhistoriske øjeblikke, der for længst er blevet udødelige klassikere.
Og det er samtidig historien om millionærsocialisten Charles Chaplin, som i bestræbelsen på at nå det ypperste med sin kunst, nådesløst forlangte det yderste af sig selv og sine omgivelser. Aldrig var han bange for at lægge sig ud med de største magthavere, selvom han betalte en tårnhøj pris for det.
Foredraget byder på både gribende og hylende morsomme gensyn med sekvenser fra en af filmhistoriens største skabere.
(2 x 45 min.; nødv. hjælpemidler: Projektor)