Ole Juul

Kontakt: Lilleåvænget 6, 8370 Hadsten
Telefon: 2280 0827
E-mail: ole-juul@post.tele.dk

Tidligere sognepræst i Ødum-Hadbjerg pastorat, nu forfatter og foredragsholder. Forfatter til bøgerne “En kilde”, “Den tavse Gud – en læsning af Heretica”, “Eftertanker”, “Nye eftertanker”, “Fortællingen om Martin A. Hansen og Heretica”, “At være til stede”, ”Det uomgængelige hus”, ”Som fuglspor i sne – Ole Wivel og kristendommen” , ”Martin A. Hansen og kristendommen” og seneste udgivelse “Det ventede lys – Håb og livsforventning i Tage Skou-Hansens forfatterskab“.

Ole Juul kommer i hele landet (Bornholm undtaget) med foredrag.

Emner

1. “De magtesløses magt” – om Kaj Munk og Martin A. Hansen
2. Håb og livsforventning i Tage Skou-Hansens forfatterskab
3. ”Hvem ringer klokkerne for”?
4. At være fortalt
5. Martin A. Hansen og Kristendommen

Emne #1

"De magtesløses magt" - om Kaj Munk og Martin A. Hansen

Ole Juul vil i sit foredrag om disse to markante forfattere og personligheder belyse, hvordan de under besættelsen agerede som “krigere uden våben” (Morten Nielsen), og så alligevel kæmpede de begge med ordets sværd (Kaj Munk) – eller den “blodige pen” (Martin A. Hansen)
Begge var de i deres engagement drevet af den kristne grundfortælling, hvilket litterært kommer til udtryk i de to markante skrifter om opstandelsens mysterium, dels Kaj Munks ”Ordet”, dels Martin A. Hansens ”Høstgildet”. Her viser Ole Juul hen på den magt over sindet, der ligger i det magtesløses barns tro i Kaj Munks gribende skuespil og den magtesløses præsts solidaritet i Martin A. Hansens banebrydende novelle.
(Foredraget varer 1 time. Honorar efter aftale)
Foredraget holdt: Kaj Munks præstegård, Vedersø

Emne #2

Håb og livsforventning i Tage Skou-Hansens forfatterskab

“Det ventede Lys”. Et tema i Tage Skou-Hansens forfatterskab
“Der er en sprække i alting. Det er sådan lyset slipper ind”: Sådan skriver Leonard Cohen i sangen “Anthem”. Det er det samme, der er på spil i Tage Skou-Hansens forfatterskab. Begreber som håb, livforventning og tillid er gennemgående i forfatterskabet. Med en række nedslag i de betydeligste af Tage Skou-Hansens romaner (bl.a. “De nøgne Træer”, “Den hårde frugt”, “Over stregen”) peges der på,, hvor i forfatterskabet, at livsforventningen opfyldes på trods.
(Varighed 1½ time; honorar efter aftale)
Foredraget er tidligere holdt: Rødding Højskole; Asmildkloster, Viborg; Grundtvigs Forum, Ringkøbing.

Emne #3

”Hvem ringer klokkerne for”?

Søndag formiddag kalder klokkerne sammen til gudstjenesten i sognets kirke. Et fåtal af folkekirkens medlemmer finder sammen i kirken velvidende, at søndagens gudstjeneste er aldeles ude af trit med tiden. Men netop derfor samles de få i dette underlige og forunderlige fællesskab, og det er nok gudstjenestens allerstørste styrke, at den ude af tiden i kraft af rodfæstede ritualer og en levende liturgi magter at tale ind i tiden. I alt fald danner kirken og gudstjenesten rammen om det sidste ægte folkelige fællesskab, der er tilbage i sognet. Hvori består denne ægte folkelighed og hvorfor er det, det går galt, når den falske, festlige og fornøjelige folkelighed i knæfald for flertallet og i misforstået hensyntagen til tidsånden bemægtiger sig gudstjenesten.
(Varighed 1. time; honorar efter aftale)
Foredraget er tidligere holdt: i Assens sognegård, Møllevangskirken, Ellevang kirke.

Emne #4

At være fortalt

I foredraget “At være fortalt” beskriver jeg med levende fortællinger om skæbner, jeg har mødt dels i levende live dels i litteraturen og filmen og om hvilken styrke det er at være fortalt ind i en historie.
Dels den store historie, bibelhistorien, verdenshistorien og Danmarkshistorien dels den lille historie, slægtens, familiens og lokalfællesskabets.
(90 min.; honorar efter aftale)
Foredraget er tidligere holdt: Vor Frue Sogn, Esbjerg; Munke Bjergby; Humlebæk kirkecenter

Emne #5

Martin A. Hansen og Kristendommen

Forfatteren Martin A. Hansen, der kom fra et miljø, der var fortrolig med kirke og kristentro, rettede i sin tid kritik mod kirken som institution, men igennem hele forfatterskabet forsøgte han samtidig med held at vriste det bærende ud af institutionens ofte kvælende favntag, nemlig evangeliet, og især i de bedste og mest læste noveller, bl.a. ”Paaskeklokken”, ”Agerhønen” og ”Høstgildet”, lykkedes det i fiktionen for Martin A. Hansen at give samme evangelium en frugtbar og livsnødvendig plads midt i livet. Foredraget handler om dette skisma, som også blev et personligt anliggende for Martin A. Hansen. Det finder senere i forfatterskabet et stærkt fiktivt udtryk i romanen ”Løgneren”, men det forløses også sluttelig i det store værk ”Orm og Tyr”.
(90 min.; honorar efter aftale)
Foredraget er tidligere holdt: Kirkehuset, Skjern; Hjørring Kunstmuseum; Hjerting sognegård.