Niels Arbøl

Adresse: Rørholtvej 1, 9330 Dronninglund
Telefon: 2623 3634
E-mail: mail@nielsarboel.dk
Hjemmeside: www.nielsarboel.dk

Niels Arbøl, f. 1951, er biolog, cand.scient. et art. i biologi og religion og forfatter. Han har gennem 33 år undervist som lektor på gymnasium og HF i Nordjylland. Han har udgivet adskillige bøger om biologi, religion og samfundsvidenskab, hvoraf flere er blevet oversat til andre sprog.

Han er en engageret foredragsholder. Han er mindre optaget af at hygge og underholde og mere fokuseret på de væsentlige udfordringer for samfundet og for kirken.

Med bogen ”Det moderløse samfund – en naturvidenskabelig kulturkritik” (2013), der gav genlyd i presse, radio og TV, tog han fat på den krise, som moderskabet i alle dets aspekter gennemløber i dag. Er der stadig ingen løsning?

Nu er han udkommet med en bog om et helt andet emne: ”Skabelsens vidunder. De mest berømte kristne biologer i historien” efter flere års forskning. Hvorfor behøver der ikke at være nogen modsætning mellem tro og videnskab? Den 6. juni 2025 afholdt Københavns Universitets Teologiske Fakultet en reception for bogen. Den er oversat til engelsk og vil blive anmeldt i en række førende europæiske tidsskrifter.

Niels Arbøl holder foredrag i hele landet og er blevet inviteret af sognemenigheder lige fra Blokhus i Jylland til stenbroen på Vesterbro i København. Senest har han holdt foredrag på Menighedsfakultetet i Aarhus.

Generelt om foredragene:

Niels Arbøls foredrag har en varighed af 60-75 min., hvortil kommer en pause undervejs. Foredragene er understøttet af slideshow, og der er lejlighed til dialog og spørgsmål. Han medbringer projektor og lærred, hvis dette ikke forefindes. For Nordjylland er honoraret kr. 2000 incl. transport, for den øvrige del af landet kr. 2000 plus transport efter aftale. Honoraret er sat lavt, for at ingen sognemenighed skal afholde sig fra at henvende sig af økonomiske grunde.

 

Emner

1. Videnskab og tro
2. Moderskab i krise

Emne #1

Videnskab og tro

Mange mennesker har tilsyneladende den opfattelse, at biologisk videnskab og evolution står i modsætning til den kristne tro. Dette foredrag viser noget helt andet. Det giver indblik i de 20 mest berømte kristne biologer i historien og kaster på den måde lys over forholdet mellem biologi og kristendom. Biologer, der tror på Gud og på naturen som hans skabelses vidunder, er endda ved deres resultater og opdagelser kommet til at stå i forreste række inden for den naturvidenskabelige revolution, der har fundet sted fra det 17. århundrede og frem til vore dage.

Foredraget kommer ind på relevante spørgsmål, såsom: Er det rigtigt, at vi mennesker har 99 procent af vore gener til fælles med chimpansen? Er der noget specielt ved mennesket, som adskiller det fra dyrene? Hvordan er kærlighed opstået? Er menneskets fremkomst en tilfældighed, eller er vi måske bestemt helt fra universets begyndelse?

Emne #2

Moderskab i krise

Fødselstallet falder drastisk – kvinder udsætter deres fødsler – mange får kun et enkelt barn – eller fravælger børn helt – sex og forplantning er blevet adskilt – uønskede børn sorteres fra – mødrene er stressede – børnene er stressede – det biologiske køn er under angreb. Disse problemer er ikke blevet mindre siden 2013, da Niels Arbøl skrev sin bog om emnet.

Har kvinderne herhjemme og i det øvrige Vesten undertrykt deres biologiske natur, som ligger i moderskabet? Har vi overset de dybtgående forskelle på mænd og kvinder? Prisen for at tilsidesætte grundlæggende biologiske lovmæssigheder er blevet en lang række skader for kvinderne, børnene og samfundet.

Det er dog ikke kvindernes ansvar, i al fald ikke alene. Ansvaret må placeres hos en kultur, der er præget af massiv forbrugerisme, selvrealisering, yderliggående feminisme, afsporing af kærligheden, og overdreven velfærdsstatsideologi på bekostning af civilsamfundets egne kræfter.

Foredraget hævder, at alternativet er en beskeden og økologisk livsstil med familien som det bærende grundlag og en genopdagelse af kvinden som mor og manden som far – til gavn for de børn og unge, der i dag må slås med uoverskuelige personlige problemer. Her kan biologisk videnskab vise sig at bekræfte grundlæggende etiske normer for et samfund.