Lone Weinreich Fisker

Kontakt: Nytorv 2, 4.tv., 8800 Viborg
Telefon: 2182 4380
E-mail: loneweinreich@gmail.com

Cand.mag. i dansk og psykologi. Freelancejournalist og skribent.

Jeg fortæller om mennesker, historien og menneskers historie. Mine foredrag er foreløbig blevet holdt i bl.a. kirkeregi, i loger, i ældregrupper, i studiekredse, i Dansk Blindesamfund, på ungdomsuddannelserne, i personaleforeninger og i større og mindre grupper.

Jeg holder foredrag i hele landet.

Kategori:

Foredrag:

1. Min fars liv og død – og om det at være efterladt efter selvmord
2. Kvinderne i den danske modstandsbevægelse – og herunder lidt om storstikkersken fra Aarhus
3. Fortællinger fra en skribøses liv
4. J.P. Jacobsen – forfatteren, der skrev sig ihjel
5. Tove Ditlevsens liv og forfatterskab

Foredrag 1

Min fars liv og død – og om det at være efterladt efter selvmord

Hvert år dør der i Danmark flere mennesker for egen hånd, end der er mennesker, der dør i trafikken. Mænd, der er 80+ tegner sig for langt de fleste selvmord. Min far var i 2019 en af dem.
Foredraget er en usentimental beretning om et langt liv, der slet ikke var slut endnu. Det er en ærlig, vedkommende og stærk fortælling om de største følelser og om det at være efterladt efter selvmord, og endelig er foredraget et forsøg på at nedbryde det tabu, som selvmord i familien stadig er. Sidst – men ikke mindst – giver foredraget nogle bud på, hvad vi kan gøre for et minimere risikoen for selvmord i befolkningen.
(2 x 45 minutter, men kan tilpasses efter behov. Foredraget kan både holdes med og uden projekter og lærred, alt afhængig af om tilhørerne ønsker billeder. 4.000 + transport)

Foredrag 2

Kvinderne i den danske modstandsbevægelse – og herunder lidt om storstikkersken fra Aarhus

Mange af de hundredvis af danske kvinder, der var med i modstandsbevægelsen, har aldrig fået nogen anerkendelse for deres farefulde arbejde. I foredraget koncentrerer jeg mig om en håndfuld brave navngivne kvinder, der tog kampen mod besættelsesmagten op, og om de livslange konsekvenser, det havde ikke bare for kvinderne selv, men også for deres nærmeste; bl.a. børnene.
Som skærende kontrast til beretningerne om de danske modstandskvinder fortælles historien om Grethe Bartram – storstikkersen fra Aarhus – som for ussel mammon angav op mod 70 mennesker til Gestapo, heriblandt sin fraskilte mand og sin storebror.
(2 x 45 minutter, men kan tilpasses efter behov. Foredraget kan både holdes med og uden projektor og lærred, alt afhængig af om tilhørerne ønsker billeder. 4.000 kroner + transport)

Foredrag 3

Fortællinger fra en skribøses liv

Siden 2013 har jeg fungeret som fast freelanceskribent for Viborg Stifts Folkeblad, og på ti år har jeg mødt, portrætteret og skrevet nekrologer over foreløbig nok 1.000 forskellige mennesker, der hver især har haft en helt særlig historie. I foredraget hører vi om nogle af de mest tankevækkende, gribende, morsomme, spektakulære skæbnehistorier, som jeg har fået fortalt gennem årene. Fælles for alle historierne er, at vi som mennesker kan spejle os selv og vores liv i de andres.
Hør f.eks. historien om præsten, der skiftede hest og blev fejemand, om den danske piratjæger ved Afrikas Horn. Hør om lægen, der fik hele lægestanden imod sig – men statsministeren med sig – og om de 90-årige tvillingesøstre, der levede et helt liv sammen ude på landet i ens tøj og med ens frisure. Hør historien om den tidligere minister og hans skoletid, hør om ensomhed og mobning – og om at møde kærligheden og at blive gift i en alder af 90 år – og mange, mange flere.
(2 x 45 minutter, men kan tilpasses efter behov. Foredraget kan både holdes med og uden projektor og lærred, alt afhængig af om tilhørerne ønsker billeder. 4.000 + transport)

Foredrag 4

J.P. Jacobsen – forfatteren, der skrev sig ihjel

Det siges, at forfatteren, thyboen og købmandsgrosserersønnen J.P. Jacobsen skrev sig selv ihjel, men det er nu ikke helt sandt. Ganske vist var forfatteren, der fik guldmedalje fra Københavns Universitet for en afhandling om alger, lidt af en nørd og kendt for at skrive om og skrive om og skrive om i et endeløst og stræbsomt forsøg på at nå sit ypperste i digtningen, men reelt døde han af tuberkulose i en alder af 38 år.
I mit foredrag genfortæller jeg ”Niels Lyhne” – den klassiske, stærke og tankevækkende roman om et menneskes liv og død – og om alt det indimellem. Foredraget er et forsøg på at vise, at vi stadig – knap 150 år efter J.P. Jacobsens død – har masser at lære og spejle os i; især når vi gerne vil forstå os selv og andre.
(2 x 45 minutter, men kan tilpasses efter behov. Foredraget kan både holdes med og uden projektor og lærred, alt afhængig af om tilhørerne ønsker billeder. 4.000 + transport)

Foredrag 5

Tove Ditlevsens liv og forfatterskab

Tove Ditlevsen er nok den største og mest betydningsfulde kvindelige forfatter, vi har haft i Danmark endnu. Hun var kendt og elsket for at skildre et pige- og et kvindeliv, sådan som det udmøntede sig, når man som hun havde baggrund i et arbejderhjem på Vesterbro i København og samtidig havde et sind, der var præget af tilbagevendende depressioner.
I mit foredrag fortæller jeg om Tove Ditlevsens barndom, ungdom og voksenliv med skiftende ægtemænd og dæmoner, om de mange indlæggelser på Sct. Hans Hospital, om forfatterskabet og om den brevkasse i Familie-Journalen, som forfatterinden besvarede i 30 år – også når hun var indlagt.
(2 x 45 minutter, men kan tilpasses efter behov. Foredraget kan både holdes med og uden projektor og lærred, alt afhængig af om tilhørerne ønsker billeder. 4.000 + transport)