Lars Christensen

Kontakt: Nyborgvej 189 st.tv., 5220 Odense SØ
Telefon: 2537 0333
E-mail: larschristensen@c.dk

ph.d. i historie fra Syddansk Universitet. Forfatter til bl.a. ”En lykkelig sejrvinding. Svenskerne på Østfyn” (2009), ”Det skarptslebne sværd. Den Konservative Presseforening 125 år” (2012), ”Konservative i Gentofte 100 år” (2015), ”En sikker borgerlig stemme. Det Konservative Folkeparti gennem 100 år” (2016), ”En uskyldig Jagfornøjelse og Motion. Jagt og dyrehave ved Nyborg gennem tiden” (2016), ”Claus Bergs fynske altertavler” (2018) og ”Svenskekrigene 1657-60. Danmark på kanten af udslettelse.” (2018). “Hannibal Sehested. Krig magtkamp og enevælde i 1600-tallet” (2019). “Den danske drøm om revanche. Store nordiske krig 1700-1721” (2021). “Frederik 3. Fra afmagt til enevælde” (2023).

Mange års erfaring med foredrag til alle aldersgrupper.

Lars Christensen holder foredrag i hele landet.

Vejl. pris for alle foredrag: 4.000 kr. + transport. Varighed 45-90 minutter efter aftale.

Kategori:

Foredrag:

1. På afgrundens rand. Karl Gustavkrigene 1657-60
2. Claus Bergs fynske altertavler
3. Frederik 3. – fra afmagt til enevælde
4. Drømmen om revanche. Store Nordiske Krig 1700-1721
5. Den politiske Munk

Foredrag 1

På afgrundens rand. Karl Gustavkrigene 1657-60

De to krige mod svenskerne 1657-60 kostede nær Danmark livet som selvstændig stat og førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Danmark blev besat og hærget, først af svenskerne, så af Danmarks allierede, Polen og Brandenburg. I krigens kølvand fulgte epidemier. 25-30 % af befolkningen omkom på de tre år. Krigene ruinerede Danmark og blev afsættet til enevældens indførelse i 1660. Foredraget inddrager den menige danskers vilkår under krigene og kan f.eks. tage mere konkret udgangspunkt i forholdene i et bestemt område. Foredraget bygger bl.a. på bogen ”Svenskekrigene 1657-60. Danmark på kanten af udslettelse.”
Foredrag senest holdt: Odder den 10. oktober 2023.

Foredrag 2

Claus Bergs fynske altertavler

Claus Bergs altertavler er blandt senmiddelalderens største kunst i de danske kirker. Ikke mindst altertavlen i Odense Domkirke er et pragteksempel på hans træskærerarbejders detaljerigdom, fantasi og sprudlende liv. Men også andre fynske kirker har haft glæde af hans arbejder. Altertavlerne giver samtidig et unikt indblik i den sidste katolske tids liv og religiøse forestillingsverden i Danmark. De er ligeledes et kig ind i, hvordan man levede og så ud i det tidlige 1500-tal. Foredraget fortæller om Claus Berg og hans tid og om det enestående kunsthåndværk, som hans værksted udførte. Foredraget bygger på bogen ”Claus Bergs fynske altertavler” fra 2018.

Foredrag 3

Frederik 3. – fra afmagt til enevælde

Han skulle ikke have været konge og var i stedet som barn og ung en brik i sin far, Christian 4.s storpolitiske spil. Det førte til en post som ærkebiskop i Bremen, men også til en livslang konflikt med Sverige. Da storebroren døde før Christian 4., blev Frederik alligevel konge i 1648.
Gennem målbevidst, taktisk og kynisk arbejde vristede han sig løs af adelens dominans, og da chancen bød sig i 1660, greb han hele magten som enevældig konge. Den eneste konge i Europa, der satte enevælden på papir i Kongeloven. Undervejs var alt nær gået tabt i Karl Gustav-krigene, men med de bevingede ord ”jeg vil dø i min rede” holdt kongen stand, da det så sortest ud.
Frederik 3. var indadvendt og svær at komme ind på livet af, men han elskede også fest og kunst, og han interesserede sig levende for videnskab. Han blev grundlægger af både Det Kongelige Bibliotek og Nationalmuseets forløbere og var måske den mest intelligente af de enevældige konger.
Foredraget tegner et billede af Danmarks solkonge sat ind i samtiden. Det bygger på bogen ”Frederik 3. Fra afmagt til enevælde” fra 2023.

Foredrag 4

Drømmen om revanche. Store Nordiske Krig 1700-1721

Frederik 4. havde to store mål med sin kongegerning, da han arvede tronen i 1699: Han ville revanchere tidligere danske nederlag til Sverige og fjerne truslen fra svenskerne og deres allierede, hertugen af Gottorp. Derfor indgik han en alliance med Sveriges andre fjender om at knuse den svenske stormagt.
Det lykkedes, men vejen blev lang og kringlet. Danmark måtte igennem et hurtigt nederlag og en lang forberedelsesfase, før den endelige styrkeprøve med Sverige, som involverede store dele af Europa. Ud af det hele kom et forandret Europa med en ny stormagt ved Østersøen, Rusland.
Store Nordiske Krig var samtidig fyldt med farverige personligheder som Karl 12. af Sverige, Peter den Store af Rusland, August den Stærke af Polen og Frederik 4. af Danmark-Norge.
Foredraget fortæller om Store Nordiske Krigs forløb i et internationalt perspektiv, men med fokus på Danmark. Foredraget bygger bl.a. på bogen ”Den danske drøm om revanche. Store Nordiske Krig 1700-1721” fra 2021.

Foredrag 5

Den politiske Munk

Kaj Munk var præst og digter, men også samfundsdebattør. Hans holdninger var kontroversielle, og han blandede sig flittigt i debatten. Han var kritisk overfor de danske politikere og demokratiet, og han nærede i 1930’erne beundring for Hitler og Mussolini. Alligevel blev han et samlingsmærke for den aktive modstand mod besættelsesmagten under 2. verdenskrig og blev myrdet for det. Foredraget sætter fokus på Kaj Munks rolle i det politiske Danmark, hans politiske synspunkter og udviklingen i dem. Foredraget bygger på oplægsholderens arbejde for Kaj Munk Forskningscentret og foredrag om emnet, bl.a. på Løgumkloster Refugium.