Karl Aage Kirkegaard

Kontakt: Steen Blichers Vej 53 A, 8230 Åbyhøj
Telefon: 6066 5519
E-mail: karlaagekir@gmail.com

Jeg er forfatter og foredragsholder, cand. theol. og cand. mag. i religion og dansk, samt tidligere gymnasielærer. Mine foredrag kredser om religion, filosofi og musik. Jeg bruger intet manuskript, men bruger PowerPoint, dog på en sådan måde, at den ikke fylder for meget i foredraget, så den ikke tager kraften ud af det levende ord, som er kendetegnende for et foredrag. Foredragene er blevet til gennem en grundig research, blandt andet via de 16 bøger, jeg har skrevet. Jeg lægger vægt på at udføre foredragene med indlevelse, så tilhørerne ikke kun føler, at de får en information, men også en oplevelse.

Jeg holder foredrag i hele landet.

Emner

1. Kristendommens forhold til de andre verdensreligioner
2. Reinkarnation og kristendom
3. Nærdødsoplevelserne og kristendommen
4. Naturvidenskaben og Gudstroen
5. Det åndelige i musikken

Emne #1

Kristendommens forhold til de andre verdensreligioner

De andre verdensreligioner (specielt islam, hinduismen og buddhismen) er rykket tættere på os. Fremkomsten af alternative religiøse bevægelser, indvandringen fra de muslimske lande og den forøgede viden om fremmede religioner har medvirket hertil. Kristendommen er kommet i en situation, hvor den bliver nødt til at tage stilling til det vanskelige spørgsmål om, hvordan den egentlig forholder sig til andre religioner. Den bliver nødt til at formulere sin stilling. Spørgsmålet optager nemlig stadig flere mennesker, og de forventer nogle klare svar.
Mødet med de andre religioner rejser nogle bestemte spørgsmål: Er kristendommen den eneste sande religion, der skal besejre de andre religioner gennem mission? Er ingen frelse mulig uden for troen på Jesus Kristus? Eller bliver enhver salig i sin tro? Har religionerne en fælles kerne, som gør forskellene mellem dem mindre betydningsfulde? Foredraget vil belyse disse spørgsmål.

(Varighed: 5 kvarter. Honorar: 3500 kr. Hjælpemidler: Bærbar mikrofon og projektor og et bord på mindst 90 cm i længden til bøger og rekvisitter)

Emne #2

Reinkarnation og kristendom

Troen på reinkarnation er stigende i den vestlige verden. Ifølge Den Danske Værdiundersøgelse tror 24 procent af den danske befolkning på reinkarnation. Hvordan skal den kristne kirke forholde sig til den situation? Skal den fastholde sin traditionelle afvisning af reinkarnation? Skal den fastholde, at forkyndelsen af syndernes forladelse er uforenelig med troen på reinkarnation? Eller er det muligt at forene troen på reinkarnation med kristendommen?

Foredraget vil drøfte disse spørgsmål, som optager mange mennesker i dag. Emnet reinkarnation er følsomt, fordi det rører ved nogle dybe åndelige lag i mennesket: overvejelser over livet efter døden og overvejelser over Guds retfærdighed.

(Varighed: 5 kvarter. Honorar: 3500 kr. Hjælpemidler: Bærbar mikrofon og projektor og et bord på mindst 90 cm i længden til bøger og rekvisitter)

Emne #3

Nærdødsoplevelserne og kristendommen

I vores tid spiller nærdødsoplevelser en stadig større rolle i den offentlige bevidsthed. Mange, der har været døden nær, for eksempel i forbindelse med et hjertestop på operationsbordet, kan berette, at de har oplevet de typiske elementer i en nærdødsoplevelse: De forlader kroppen og føler en lykke og en frihed, som er helt ubeskrivelig. Derefter bevæger de sig igennem en lang tunnel. For enden af tunnelen er der et lys, som bliver stadig stærkere, dog uden at virke blændende.

Men kan nærdødsoplevelserne forenes med kristendommen? Og hvad siger Bibelen egentlig om livet efter døden?

Foredragsholderen mener, at der findes nogle bibelsteder, som er i overensstemmelse med nærdødsoplevelserne, og at der er gode muligheder for at forene nærdødsoplevelserne, forstået som ægte åndelige oplevelser, med kristendommen.

(Varighed: 5 kvarter. Honorar: 3500 kr. Hjælpemidler: Bærbar mikrofon og projektor og et bord på mindst 90 cm i længden til bøger og rekvisitter)

Emne #4

Naturvidenskaben og Gudstroen

Når man beskæftiger sig med naturvidenskaben, så støder man før eller senere på nogle spørgsmål, som berører dybe filosofiske og religiøse problemer: Hvor kommer det hele fra? Hvor kommer livet fra? Hvad er tingenes inderste væsen? Hvorfor er tingene som de er? Er der et formål bag det hele? Er der en skabende Gud bag det hele? Kan naturvidenskaben og Gudstroen forenes, eller udelukker de hinanden? Udelukker den moderne naturvidenskab troen på en Gud, eller er der tværtimod noget i naturvidenskaben, der peger hen på en skabende Gud?

Disse spørgsmål vil foredragsholderen tage op, idet han på en pædagogisk måde inddrager Einsteins relativitetsteori, kvantemekanikken og teorien om Big Bang. Disse naturvidenskabelige teorier kaster et interessant lys over spørgsmålet om eksistensen af en skabende Gud bag det hele.

Foredragsholderen vil forsøge at fremstille de naturvidenskabelige teorier i et populært og letforståeligt sprog.

(Varighed: 5 kvarter. Honorar: 3500 kr. Hjælpemidler: Bærbar mikrofon og projektor og et bord på mindst 90 cm i længden til bøger og rekvisitter)

Emne #5

Det åndelige i musikken

Musik udtrykker følelser og stemninger, men kan musik også udtrykke ånd og tanker? Det mener foredragsholderen, der på klaveret vil spille korte uddrag af kendte musikstykker, lige fra Johann Sebastian Bach til Paul McCartney. For hvert musikstykke vil han give sit bud på, hvilke tanker musikken udtrykker. Musik kan udtrykke tanker om Guds storhed, om kærlighed til Gud og til mennesker. Den kan også udtrykke en tro på livets mening. Stor musik kommer ovenfra, fra en guddommelig inspiration, og den kan give mennesker en åndelig styrke til at klare livets udfordringer, mener foredragsholderen.

(Varighed: 5 kvarter. Honorar: 3500 kr. Hjælpemidler: Bærbar mikrofon og projektor og et bord på mindst 90 cm i længden til bøger og rekvisitter)