Kontakt: Fredsgatan 4b. lgh. 1002, 222 20 Lund – Sverige
Telefon: +45 30249739
Mail: jens.westerskov_andersen@soc.lu.se
Jens Westerskov Andersen (f. 1994) er vokset op på øen Lyø og er uddannet sociolog fra Aalborg Universitet. Han har arbejdet med landdistriktsudvikling på det kommunale niveau i både Danmark og Norge, men har siden 2021 været ph.d.-studerende på Lunds Universitet, hvor han forsker i de danske småøers sociale og økonomiske udvikling gennem de sidste 100 år. Det er i forbindelse med det arbejde, at han har haft mulighed for at dykke mere ned i Achton Friis’ forfatterskab.
Jens Westerskov Andersen holder foredrag i hele landet.
Emner
Fra 1921-1924 kortlagde maleren og forfatteren Achton Friis (1871-1939), som den første nogensinde, de danske småøer i et helt enestående og kunstfærdigt bogværk, der fik navnet ”De Danskes Øer”. Med sig havde han den store fynbomaler, Johannes Larsen (1867-1961), hvis fugle- og landskabstegninger bidrog til at gøre bøgerne til et yndet samlerobjekt, som mange stadig har stående den dag i dag. Selv skabte Achton Friis en række mageløse portrættegninger af datidens øboere og beskrev samtidigt ø-livets sjæl i et levende og malerisk sprog. De Danskes Øer blev i samtiden en bestseller, men er, sammen med forfatteren, gået i glemmebogen med tiden. I dag huskes mest af alt de farverige beskrivelser af øboerne, men under overfladen gemte der sig en skarp civilisations- og modernitetskritik, der frygtede for øsamfundenes kulturelle overlevelse i takt med at verden blev moderne, samt et radikalt natursyn, der var stærkt forud for sin tid. Men hvem var Achton Friis egentlig, hvorfor blev det hans lod at ”opdage” de danske øer, og vil hans bøger os mere i dag end blot en sang om lange øre og krogede næser?
Foredraget baserer sig på Jens Westerskov Andersens indgående kendskab til Achton Friis, og sætter De Danskes Øer i en sammenhæng med Friis’ liv og hans øvrige, kunstneriske portefølje. Første del af foredraget følger en biografisk gennemgang af Friis’ rejse fra malerkunsten og polarforskningen i Nordøstgrønland til forfattergerningen og forevigelsen af de sidste rester af almuelivet i det tidligt-moderne Danmark. Anden halvdel bygger på en sociologisk læsning af ø-bøgerne, hvor Friis vil blive tolket som samfundsforsker, snarere end kunstner, og hvor hans særlige portrætkunst vil blive udlagt som en kompleks form for etnografisk metode. Foredraget ny-læser dermed De Danskes Øer under en forskningsmæssig lup, og tager derudover et beskedent opgør med den fejl, at Achton Friis’ liv aldrig har været gennemgående beskrevet i en biografi.
(Varighed 2x 45 minutter. Honorar: 5.000 kr. + kørsel)