Kontakt: Vestergade 6, 5560 Aarup.
Telefon: 2928 2419
Email: Henningfrandsen@hotmail.com
Få vækket tanker og følelser, når jeg taget nogle af Danmarkshistoriens grimme sider op – og såmænd også, når jeg fortæller om vores kristne familiejul og de andre højtider.
Humor, engagement og stor viden er den røde tråd i de 10 foredrag, jeg turnerer land og rige rundt med.
Jeg er historiker, journalist og foredragsholder. Der står østjyde på min dåbsattest, da jeg kom til verden i Saralyst ved Aarhus i 1953. Det var også i Aarhus, jeg læste historie. I 1997 flyttede vi – kone, kat og to børn til Aarup på Fyn, hvor jeg primært har virket som journalist for Fyens Stiftstidende, siden september 2018 for Folkebladet i Aarup. Jeg begyndte sådan for alvor at holde foredrag i 2017 og holder op i mod 90 foredrag om året.
Jeg holder foredrag formiddag, eftermiddag og aften overalt i Danmark – mandag til og med fredag.
Emner
Synet på kvinder, som fødte uægte børn og samfundets sanktioner.
Foredraget ”Min farmor og de andre faldne kvinder” tager afsæt i den 23-årige Ane Marie Kristine Jacobine Sørensen – foredragsholderens farmor – som i 1904 fødte en sund og velskabt datter– uden at være og uden at blive gift med barnets far. Det var en stor skam, så hun overlod datteren til sine forældre, forlod Vendsyssel og slog sig ned i Aarhus, hvor hun mødte Søren Frandsen. De giftede sig, fik fem børn og levede et langt liv sammen uden, at Søren og de fem fællesbørn på noget tidspunkt fik at vide, at de havde en storesøster. I mere end 40 år tav – og løj hun– om sin datter overfor sine nærmeste.
Ikke desto mindre fik hun et godt liv.
Sådan gik det langt fra alle kvinder, som dengang fik børn uden for ægteskabet.
Foredraget handler bl.a. om de kvinder, der havnede på samfundets bund som foragtede enlige mødre, kaldet faldne kvinder. Nogle af dem fødte deres børn i det skjulte og slog dem måske oveni købet ihjel.
Senere blev det almindeligt at få fjernet fostret hos en kvaksalver. Også disse kvinder risikerede at komme i fængsel.
To af de skæbner, som får fyldig omtale, er Caroline Aagesen og Dagmar Overby. Caroline var en af de enlige, fattige, unge kvinder, som ikke så anden udvej end – mod betaling – at overlade sit nyfødte barn til et adoptionsbureau, som viste sig at være en ”englemager”. Det blev fatalt for barnet, som Dagmar kvalte og brændte i sin kakkelovn. Men takket være Carolines stædighed, blev der sat en stopper for Danmarkshistorien værste seriemorder, der tilstod 15 drab på spædbørn.
I 16-1700-tallet var det på mange måder endnu værre. Dengang risikerede enlige kvinder, der fødte for tidligt eller aborterede, at blive halshugget og få hovedet sat på en stage.
Forholdene ændrede sig først for alvor et stykke inde i 1900-tallet takket være bl.a. modige og indignerede kvinders kamp, et nyt syn på kvinder og kvinders seksualitet, sexualoplysning og fri abort, samt at kvinder fik økonomisk mulighed for at klare sig som eneforsørgere. Og nok så væsentligt, at foragten for den enlige mor blev afløst af accept.
Obs: Dette foredrag har Henning holdt 164 gange ved udgangen af 2024.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport).
Da racehygiejnen foldede sig ud i Danmark i 1900-tallet
Fra 1911 til 1961 husede Livø i Limfjorden en øanstalt for såkaldt ”antisociale og kriminelle, åndssvage mænd”, og fra 1923 til 1961 risikerede ”sexuelt løsagtige åndssvage, unge piger og kvinder” at havne på Sprogø.
En af de personer, som har fundet plads i foredraget, er Oluf Nyrup Rasmussen – far til fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen – som blev deporteret til Livø i 1924 og først slap fri i 1931.
Forskelle i individers, racers og klassers evner skyldtes nedarvede faktorer, mente en række indflydelsesrige mænd med den socialdemokratiske minister K.K. Steincke i spidsen i tiden efter 1. verdenskrig. Og da middelklasseforældrene var begyndt at føde færre børn, mens arbejder- og bondebefolkningen fortsat avlede mange børn, frygtede Steincke med flere, at Danmark ville blive oversvømmet af ”undermålere”, ”minusindivider” og ”defekte”, som man kaldte de uønskede mænd og kvinder.
Bekymringen gik også på en dalende kønsmoral og en øgning af antallet af kønssygdomme, hvor den seksuelt aktive kvinde blev anset som smittespreder.
Derfor skulle man forhindre disse grupper i at få børn via bl.a. kastration og sterilisation, i første omgang dog ved at internere dem på øerne Livø og Sprogø.
Foredraget dykker ned i udvalgte mænd og kvinders historie og navnlig om deres ophold på Livø og Sprogø og sætter det ind i en historisk ramme med omtale af bl.a. darwinisme, degenerationsteori, racehygiejne/arvehygiejne og medlidenhedsdrab.
OBS Dette foredrag har Henning holdt 105 gange ved udgangen af 2023.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport).
Glem alt om rødmossede bondepiger og karske ungersvende, der sang om kap med himlens fugle.
For livet på landet i 17-1800-tallets Danmark var for de fleste kort, hårdt og beskidt.
De svælgede i stærk øl, søgte trøst i brændevin, stjal som ravne, fik børn på kryds og tværs og – sagde man – ville dovne den i stor stil, hvis ikke de fik med ridepisken.
Og så kom de ind i mellem gift i kaffen og forstærkede brændevinen med salpetersyre. Det kunne være konen, som var blevet træt af sin meget ældre og fordrukne ægtefælle. Eller fordi hun heller ville ligge i med en jævnaldrende gårdskarl. Og så var der aftægtsfolkene, som havde solgt deres gård mod at få naturalieydelser til de døde. Det kunne trække ud med dødens komme, men så var det godt at have rottekrudt ved hånden. I skal også høre om smedemesteren, der kom arsenik i konens portvin, om gårdejeren, der blev madet med brændevin for at speede hans død op og om husmanden, der fik hældt gloende bly i munden.
For at bryde mønstret får i også historien om Frederik VII, der blev forgiftet med cyankalium (eller er det bare en skrøne?).
I ”Gys grin og giftmord”, fortæller Henning om livet, som det levedes af samfundets bærme, fattige husmænd, daglejere, bønder, karle og piger i stærk kontrast til magthaverne, som gladeligt lod de formastelige straffe med gabestok, pisk, brændemærkning, fængsel og halshugning.
I vil høre om samtidens syn på arbejde, lediggang, værdigt trængende og de selvforskyldt fattige – andenrangsborgerne – som holdtes i stramt førergreb.
Historierne er barske, men Henning fortæller dem heldigvis med megen humor, så der virkelig bliver tale om gys, grin og giftmord.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport).
De gamle nordboer drak jul til Frej og Odins ære. Senere blev julen til en slags karneval, med masser af druk og vold. Skiftende konger – bakket op af fromme kristne – greb i 16-1700-tallet flere gange ind over for de populære julestuer, som havde det med at udarte til sviregilder med erotiske eskapader og fråseri. I begyndelsen af 1800-tallet blev grunden lagt til den kristne danske familiejul med god mad, dans om juletræet og gavegiveri som det centrale. Kunstnerne tog julen til sig og begyndte at tegne julenisser, skrive juleeventyr, julesange og julesalmer. Industrivirksomheder så julen som en chance til at masseproducere julegaver, julekalendere, julepynt, juleøl og julesnaps. Og vi tog juleskikke fra Sverige, USA, Tyskland og England til os og glemte helt, at det er importvarer.
Ved julen og alle andre højtider og festdage ser man, at mennesket både er et legende og et religiøst væsen.
Henning vil fortæller om kyndelmisse, påske, pinse, sankthans, halloween, allehelgensdag, luciafejringen, mors dag, fars dag, valentinsdag, kvindedagen, grundlovsdag for blot at nævne nogle af dem.
Foredraget fås i to udgaver: Et, som udelukkende handler om julen, et andet om alle danske højtider og festdage.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport).
Politiets muligheder for at opklare forbrydelser begrænsede sig langt hen i 1800-tallet til afhøringer, efterlysningen og udlovning af dusører. Ydermere var politibetjentene ofte få, uduelige og fordrukne.
Politiets begrænsede muligheder er en rød tråd i sagen om ågerkarlen Snorre John, som åd bevismaterialet, men alligevel røg i spjældet.
I får også historien om morderen Balle Lars, som præsten spildte guds ord på.
Gravrøverne på Assistens Kirkegård på Nørrebro, der nær var blevet lynchet, og rovmorderen Anders Sjællænder, som dømtes til døden, men først i tredje forsøg fik kappet hovedet af, har fået plads i foredraget, ligesom ægtefolk, der forsøgte at fremme ægtefællens død ved at give ham eller hende et skud rottekrudt.
Foredraget vil blive krydret med korte omtaler af politiets historie, lov og ret gennem tiderne og om, hvordan vi har straffet forbrydere.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport)
Kriminalpolitiets opklaringsarbejde undergik en revolution omkring 1900, hvor fingeraftryk, politihunde, fotos, skrivemaskiner og alarmeringsapparater blev almindelige, først mange år senere kom EDB og DNA-test til.
Så der skete meget i de ca. 70 år, som foredraget spænder over. I skal bl.a. høre om Olsenbandens overmænd, som slog til mod en Handelsbank-filial i København og Tuborgs hovedsæde.
Og om to mord, som ingen ville have hørt om, hvis ikke morderne havde kvajet sig. Om bombemanden fra Gladsaxe, der i flere måneder skræmte københavnerne fra liv og sans.
Om flugtkongen Lorentzen og det borende X samt seriemorderen, der slog til i Faaborg.
Foredraget vil blive krydret med korte omtaler af politiets historie, straffelovene og afstraffelse gennem tiderne, dvs. fra pisk og brændemærkning over gabestok til fængsel og samfundstjeneste.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport)
Fokus er på bandekriminalitet fra middelalderen frem til tiden efter besættelsen
Bettefanden var kun 145 cm høj, men bestemt en stor slyngel. Det samme var Lorentz Meyer og hans elskerinde Petronillen, der havde let til kniven og brændte børn på en bilæggerovn. Alle tre grumme røvere fra Rold, som huserede i første halvdel af 1800-tallet.
Bandekriminalitet er på ingen måde en ny svøbe, og dette foredrag handler om bandekriminalitet fra middelalderen op til besættelsestiden 1940-45. I vil møde et broget persongalleri som Jens Langkniv, Delle Frederik, Charles 5-øre, Skrupskideren og Karen Spidsmus. Og i vil høre om bander som Vendslevrøverne, Handskemagerbanden, Dronninglundbanden, Boye-banden, Lersøbøllerne og ”Edderkoppen” Svend Aage Hasselstrøm, der løftede sig op på sortbørshandel og fraværet af politi i 1944-45 for at blive en sand mafiaboss, indtil en aviskampagne fik sat skub i optrevlingen af banden.
I vil også høre om tatere, stimænd, natmænd, rakkere og andre uærlige mennesker, som levede uden for lands lov og ret.
Banderne stjal og røvede, slog ihjel, satte ild på huse, terroriserede lokalbefolkningen, smuglede og styrede prostitutionen. Sådan som vore dages bander gør. Men der er også forskelle. Det vil I høre om, lige som I vil få en kort gennemgang af lov og ret gennem tiderne og politiets brogede historie.
Foredraget er krydret med et væld af billeder fra de skumle, gamle dage.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport)
Alberti – landets netop afgåede justitsminister – meldte sig i 8.september 1908 som bedrager for – i nutidskroner – mere end en milliard. I 1929 skød gullaschbaronen Harald Plum sig en kugle for panden. Han havde to gange gået ned med Transatlantisk Kompagni, som havde været medvirkende til at få Landmandsbanken – i dag Danske Bank – til at kollapse i 1922/23.
Foredraget handler også om de små fisk som falskmøntneren, der snart blev kendt som Champagneskrædderen og Jens Asger Bech, der i 1891 tog fusen på flere københavnske ågerkarle.
En anden bandit er smuglerkongen Bent Ricardo, som ligefrem blev en folkehelt.
Sidst men ikke mindst får de mange falske grever, der førte sig frem efter 1950, fyldig omtale, for om nogen har disse slyngler snydt og bedraget sig til millioner og atter millioner – ind i mellem til stor morskab for omverden.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport)
Den katolske kirke glorificerede fattigdom. De fattige var nemlig tættere på Jesus, som levede et nøjsomt og tarveligt liv. Og så blev fattigdom og sygdom set på som prøvelser fra Gud til det enkelte menneske.
I det omfang familien ikke kunne hjælpe, var fattigforsorg et anliggende for klostre og stiftelser som fx Helligåndshuse. De blev finansieret af gaver, arv og almisser fra de rige, der på den måde købte sig aflad og fik forkortet tiden i skærsilden.
I midten af 1500-tallet ændredes synet af de fattige radikalt. Det at arbejde kaldte Luther nu for et kald og en pligt, og magthaverne begyndte at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende fattige.
De værdigt trængende fik hjælp – især ved at få lov til at tigge, og de blev derfor udstyret med et metalskilt – tiggertegnet.
Kongen overtog efter Reformationen i 1536 ansvaret for uddeling af fattighjælp og vedtog i de følgende århundreder et utal af love, der handler om at bekæmpe uværdig lediggang.
Således skulle de såkaldte hospitaler kun være for mennesker befængt med ”guds plage eller sygdom”.
Og de arbejdsduelige skulle anvises arbejde, alternativt forvises fra den by, de opholdt sig i til deres hjemsogn. Vendte de tilbage og blev grebet i tiggeri, skulle de piskes ud af byen.
Og private fik ret til at jagte løsgængere og bruge dem til tvangsarbejde.
Og færgemænd måtte ikke føre løsgængere fra et område til et andet.
I 1630 og årene derefter blev det forbudt at tigge. De værdigt fattige skulle forsørges, mens de uværdigt blev sendt i tvangsarbejde.
Omkring 1800 går fattighjælp fra at være en kristen pligt til at blive et samfundsansvar.
De fattige fik hjælp, men betragtedes også som andenrangsborgere, der ikke måtte eje noget og ikke måtte gifte sig.
Så længe der har været børn til, har der også været forældreløse og forsømte børn.
I middelalderen var det den nærmeste familie, som trådte til, når forældrene ikke var der – fordi de var syge, døde eller ikke evnede at tage sig af deres børn.
I praksis var børneforsorg et kirkeligt anliggende. Den katolske kirke modtog almisser, gaver og arv, som den brugte til bl.a. at drive helligåndshuse.
Mange børn gik dog også for lud og koldt vand og ernærede sig ved at tigge og rapse.
Efter reformationen i 1536 blev børneforsorg en opgave for den protestantiske kirke. Senere kom nye institutioner til som Chr. 4.’s Børnehus (1605), Vajsenhuset (1717) og Det Kongelige Opfostringshus (1753). I midten af 1800-tallet begyndte man for alvor at åbne børnehjem og opdragelsesanstalter. I midten af 1900-tallet var der ca. 350 landet over.
Kristne foreninger, som Indre Mission og filantropiske selskaber stod bag de fleste børnehjem og opdragelsesanstalter – næsten uden indblanding fra myndighederne.
I 1900-tallet vedtog Rigsdagen og senere Folketinget vigtige love som i 1905 ”Børneloven”, hvor værgeråd kunne tvangsfjerne ”forbryderiske” og ”forsømte” børn, i 1933 fik vi børneværnet og i 1976 trådte bistandsloven i kraft
De første børnehjem blev drevet af især kristne kvinder, som følte sig kaldet til opgaven, og så gjorde det ikke så meget, at lønnen var lav og forholdene ofte usle. Mænd stod som regel i spidsen for opdragelsesanstalterne, hvor tørre tæsk ofte var en del af den kristne næstekærlighed.
Hverdagen var ofte præget af hårdt arbejde, tarvelig kost samt slidt og gammelt tøj, men børnene blev også mødt med kærlig omsorg og havde hyggestunder med sang, musik, gymnastik og udflugter.
Desværre oplevede en del børn også en hverdag med ekstremt lunefulde forstandere, ydmygelser indespærring og tørre tæsk.
Peter Sabroe og andre indignerede folk rejste allerede fra slutningen af 1800-tallet sager om overgreb mod børn. Sager, som er blevet ved med at dukke op – på trods af utallige indgreb fra myndighederne. Tænk bare på Godhavnsrapporten fra 2011, som omtalte overgreb foretaget på 19 institutioner i tidsrummet 1945-1976.
Foredraget vil dykke ned i ældre sager om Hebron og Flakkebjerg og nyere som Hjortebjerg Skole på Falster, som fra at have været et helvede endte med at blive et godt sted at være for børn, når nu far og mor ikke kunne være der for dem.