Kontakt: Vestergade 6, 5560 Aarup.
Telefon: 2928 2419
E-mail: Henningfrandsen@hotmail.com
Få vækket tanker og følelser, når jeg taget nogle af Danmarkshistoriens grimme sider op – og såmænd også, når jeg fortæller om vores kristne familiejul og de andre højtider. Humor, ja masser af humor, dertil engagement og stor viden er den røde tråd i de 12 foredrag, jeg turnerer land og rige rundt med. Jeg er historiker, journalist og foredragsholder. Der står østjyde på min dåbsattest, da jeg kom til verden i Saralyst ved Aarhus i 1953. Det var også i Aarhus, jeg læste historie. I 1997 flyttede vi – kone, kat og to børn – til Aarup på Fyn, hvor jeg primært har virket som journalist for Fyens Stiftstidende, dog siden september 2018 for Folkebladet i Aarup. Jeg begyndte sådan for alvor at holde foredrag i 2017 og holder op i mod 90 foredrag om året.
Jeg holder foredrag formiddag, eftermiddag og aften overalt i Danmark – mandag til og med fredag.
Emner
Den katolske kirke glorificerede fattigdom. De fattige var nemlig tættere på Jesus, som levede et nøjsomt og tarveligt liv. Og så blev fattigdom og sygdom set på som prøvelser fra Gud til det enkelte menneske.
I det omfang familien ikke kunne hjælpe, var fattigforsorg et anliggende for klostre og stiftelser som fx Helligåndshuse. De blev finansieret af gaver, arv og almisser fra de rige, der på den måde købte sig aflad og fik forkortet tiden i skærsilden.
I midten af 1500-tallet ændredes synet af de fattige radikalt. Det at arbejde kaldte Luther nu for et kald og en pligt, og magthaverne begyndte at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende fattige.
De værdigt trængende fik hjælp – især ved at få lov til at tigge, og de blev derfor udstyret med et metalskilt – tiggertegnet.
Kongen overtog efter Reformationen i 1536 ansvaret for uddeling af fattighjælp og vedtog i de følgende århundreder et utal af love, der handler om at bekæmpe uværdig lediggang.
Således skulle de såkaldte hospitaler kun være for mennesker befængt med ”guds plage eller sygdom”.
Og de arbejdsduelige skulle anvises arbejde, alternativt forvises fra den by, de opholdt sig i til deres hjemsogn. Vendte de tilbage og blev grebet i tiggeri, skulle de piskes ud af byen.
Og private fik ret til at jagte løsgængere og bruge dem til tvangsarbejde.
Og færgemænd måtte ikke føre løsgængere fra et område til et andet.
I 1630 og årene derefter blev det forbudt at tigge. De værdigt fattige skulle forsørges, mens de uværdigt blev sendt i tvangsarbejde.
Omkring 1800 går fattighjælp fra at være en kristen pligt til at blive et samfundsansvar.
De fattige fik hjælp, men betragtedes også som andenrangsborgere, der ikke måtte eje noget og ikke måtte gifte sig.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport)
Så længe der har været børn til, har der også været forældreløse og forsømte børn.
I middelalderen var det den nærmeste familie, som trådte til, når forældrene ikke var der – fordi de var syge, døde eller ikke evnede at tage sig af deres børn.
I praksis var børneforsorg et kirkeligt anliggende. Den katolske kirke modtog almisser, gaver og arv, som den brugte til bl.a. at drive helligåndshuse.
Mange børn gik dog også for lud og koldt vand og ernærede sig ved at tigge og rapse.
Efter reformationen i 1536 blev børneforsorg en opgave for den protestantiske kirke. Senere kom nye institutioner til som Chr. 4.’s Børnehus (1605), Vajsenhuset (1717) og Det Kongelige Opfostringshus (1753). I midten af 1800-tallet begyndte man for alvor at åbne børnehjem og opdragelsesanstalter. I midten af 1900-tallet var der ca. 350 landet over.
Kristne foreninger, som Indre Mission og filantropiske selskaber stod bag de fleste børnehjem og opdragelsesanstalter – næsten uden indblanding fra myndighederne.
I 1900-tallet vedtog Rigsdagen og senere Folketinget vigtige love som i 1905 ”Børneloven”, hvor værgeråd kunne tvangsfjerne ”forbryderiske” og ”forsømte” børn, i 1933 fik vi børneværnet og i 1976 trådte bistandsloven i kraft
De første børnehjem blev drevet af især kristne kvinder, som følte sig kaldet til opgaven, og så gjorde det ikke så meget, at lønnen var lav og forholdene ofte usle. Mænd stod som regel i spidsen for opdragelsesanstalterne, hvor tørre tæsk ofte var en del af den kristne næstekærlighed.
Hverdagen var ofte præget af hårdt arbejde, tarvelig kost samt slidt og gammelt tøj, men børnene blev også mødt med kærlig omsorg og havde hyggestunder med sang, musik, gymnastik og udflugter.
Desværre oplevede en del børn også en hverdag med ekstremt lunefulde forstandere, ydmygelser indespærring og tørre tæsk.
Peter Sabroe og andre indignerede folk rejste allerede fra slutningen af 1800-tallet sager om overgreb mod børn. Sager, som er blevet ved med at dukke op – på trods af utallige indgreb fra myndighederne. Tænk bare på Godhavnsrapporten fra 2011, som omtalte overgreb foretaget på 19 institutioner i tidsrummet 1945-1976.
Foredraget vil dykke ned i ældre sager om Hebron og Flakkebjerg og nyere som Hjortebjerg Skole på Falster, som fra at have været et helvede endte med at blive et godt sted at være for børn, når nu far og mor ikke kunne være der for dem.
(Varighed som udgangspunkt 2 x 45 minutter. Hjælpemiddel: Projektor. Eventuel mikrofon skal være håndfri. Pris 3.800 kroner plus transport)