Helle Juhl (1)

Kontakt: Gl. Skartved 44, 6091 Bjert
Telefon: 2713 1025
E-mail: kontakt@hellejuhl.dk
Hjemmeside: www.hellejuhl.dk

Journalist og forfatter.

Helle Juhl holder foredrag i hele landet.

Honorar og varighed efter aftale.

Kategori:

Foredrag:

1. Jutlandia – krig, kald og kærlighed
2. Barndom på landet
3. Kvindernes verden – hjemmene på Hjerl Hede
4. Mathildes krig – en anderledes krigsskæbne
5. På lige fod – om kvindekamp og satire
6. Der var så dejligt ude på landet
7. Barndommens land
8. Da Frøken Jensen blev moderne
9. Husmødre – historier fra landets største arbejdsplads
10. Husbestyrerinde søges…

Foredrag 1

Jutlandia – krig, kald og kærlighed

Under Koreakrigen vakte det danske hospitalsskib Jutlandias humanitære mission stor opmærksomhed. Det skyldtes ikke mindst sygeplejerskernes indsats, men i eftertiden var det mest de mandlige deltageres beretninger, der kom til at tegne historien om Jutlandia. I dette foredrag kommer sygeplejerskerne til orde. Gennem dagbøger, breve og fotos får man indblik i krigens brutale gru, men også i hverdagslivet ombord – og for manges vedkommende endda mødet med kærligheden. Foredraget bygger på bogen af samme navn.

Foredrag 2

Barndom på landet

Mellem 1945 og 1970 undergik Danmark en kolossal omvæltning fra bondesamfund til industri- og videnssamfund, og det smittede også af på børnene. I foredraget Barndom på landet – Erindringer fra efterkrigstidens Danmark baseret på bogen af samme navn, fører Helle Juhl os tilbage til et børneunivers med kakkelovnsfyring, roehakning, fysisk afstraffelse og de første parcelhuse. En erindringsbuket med bidrag fra bl.a. Arne Rolighed, Nina Smith, Bente Scavenius og Connie Kruckow.

Foredrag 3

Kvindernes verden – hjemmene på Hjerl Hede

Da H.P. Hjerl Hansen grundlagde Frilandsmuseet Hjerl Hede, rejste han en mindesten til ære for landbokvinderne og deres ”stille Gærning”. Dengang kendte de fleste landbolivet på egen krop og sjæl. Sådan er det ikke mere. I foredraget Kvindernes verden – hjemmene på Hjerl Hede, der er baseret på bogen af samme navn, udfolder journalist og forfatter Helle Juhl nogle kvindeskæbner fra hjemmene på Hjerl Hede. Fra 1600-årenes svenskekrige til de kriseramte 1930’ere. En medrivende tidsrejse i ord og billeder gennem 300 års kvindeliv.

Foredrag 4

Mathildes krig – en anderledes krigsskæbne

Det var ikke kun sønderjyderne, som led under Første Verdenskrig. Vestjyden og missionærfruen Mathilde Maas gennemlevede et højspændt krigsdrama i Sydhavet, der nær havde kostet hende livet. ”Mathildes krig” udruller en anderledes krigs- og kvindekvindeskæbne fra ’Den store Krig’.
Foredraget bygger på bogen ”Mathildes krig. En autentisk sydhavshistorie fra Første Verdenskrig”, som følger den unge kvinde fra udvandringen til Amerika i 1906, over krigsinternering på Marshalløerne og til hendes redning tilbage til Amerika i 1921. Undervejs mister hun ikke blot friheden, men også ægteskab og kald.

Foredrag 5

På lige fod – om kvindekamp og satire

I 1915 fik kvinder valgret på lige fod med mændene, og dermed afsluttedes et halvt århundredes ligestillingskamp for samme borgerrettigheder. Undervejs var kvinderne oppe imod stærke maskuline muskler – også lattermuskler. Datidens mange satirehæfter spiddede gerne de kæmpende kvinder. På godt og ondt. For trods satirepressens mere eller mindre venskabelige drillerier, blev tegningerne og vitserne også en forløsende faktor for kvindekampen.
Foredraget baseret på bogen ”På lige fod – en krønike om kvinder, satire og valgret” giver fornøjelige og tankevækkende tilbageblik på, hvad kvindevalgretsforkæmperne var oppe imod.

Foredrag 6

Der var så dejligt ude på landet

Der er en første bondegård i de fleste mennesker liv. Den man voksede op på. Den man besøgte som feriebarn. Eller den, man sammen med de andre fra lilla stue tog på udflugt til. Anderledes kan det ikke være i et land, hvor der for et par generationer siden var næsten en kvart million landbrug. I dag er de fleste bondegårde forsvundet.
Foredraget, der er baseret på bogen ”Der var så dejligt ude på landet – en billedkrønike fra det 20. århundredes bondeland”, tager dig i ord og billeder – og på godt og ondt – tilbage til et Danmark af i går.

Foredrag 7

Barndommens land

Benny Andersens folkekære vise Barndommens land åbner poesiens dør for den tabte barndom. En anden kilde er fotografier og personlige beretninger. Følg i sporet på barndom og børneliv gennem hundrede år og mød englebørn og snotunger fra alle lag – herskabshjem og brunkulsbarakker, roemarker og baggårde. Og hør historien om, hvordan stat og samfund gennem love og reformer har påtaget sig at være børnenes englevagt.
Foredraget er baseret på bogen ”Barndommens land – Danmarkshistorie i børnehøjde.”

Foredrag 8

Da Frøken Jensen blev moderne

Frk. Kristine Marie Jensen (1858-1923) var ugift husbestyrerinde i København. Bag disse nøgterne data om et tilsyneladende anonymt kvindeliv gemmer sig intet mindre end et ikon: Frøken Jensen, forfatteren til danskernes mest elskede kogebog. Men på hjemmefronten var hun også reservemor og mæcen for den senere kendte operastjerne, Lauritz Melchior.
Følg med fotos og fortælling i sporet af et eventyrligt kvindeliv, der startede som forældreløs pige i Randers og endte som hele Danmarks Frøken Jensen.

Foredrag 9

Husmødre - historier fra landets største arbejdsplads

At blive hjemmegående husmor var langt op i det 20. århundrede unge pigers drøm og ideal, afspejlet i samfundets indretning, i populærkulturen og i kønsrollerne. Men i 1960’erne blev husmoren ramt af galopperende elmesyge, og hun og hendes eftermæle er aldrig kommet sig.
Foredraget baseret på bogen af samme navn bygger på fotos og beretninger af husmødre, der havde hænderne fulde med at vaske, skure, koge, bage, sylte og passe børn og gamle

Foredrag 10

Husbestyrerinde søges…

Førhen en hyppig overskrift i avisernes rubrikannoncer, i dag blot et næsten usynligt vandmærke i kvinde- og kulturhistorien. Husbestyrerinderne er nemlig hastigt på vej ud af vores kollektive bevidsthed. Stille har de smidt forklædet, pakket Nilfisken væk og vasket den sidste malkespand.
Med udgangspunkt i 25 fotos fra bogen ”Husbestyrerinde søges … Ni kvindefortællinger fra det 20. århundrede” kommer vi bagom de historiske og kulturelle forudsætninger for husbestyrerindernes liv.