Annegrethe Jørgensen

kontakt: Skanseparken 19B, 8680 Ry
Telefon.: 3013 9691
E-mail: annegrethejorgensen@gmail.com

Annegrethe Jørgensen fortæller, fordi verden er af lave. Så helt utroligt meget af lave! Det har den været før, ja, men netop da, når truslen er størst, kommer redningen, og det ender lykkeligt. Sådan er det i fortællinger, og sådan er det i livet – hvis vi stopper med at fortælle den dårlige slutning, dystopien, og øver os på den gode i stedet! Det er dét, Annegrethe inspirerer til med sine ”planetære fortællinger. Hun er medlem af Ry Fortællekreds og fortæller for børn og voksne i kirker, på biblioteker, skoler og højskoler – alle steder med plads til det magiske som sker, når den gode historie møder sin tilhører.

Hun har erfaring som underviser og facilitator af workshops og er gerne med i sammenhænge, hvor fortælling indgår som én af flere måder til at undersøge og uddybe et tema.

Hun kommer i hele landet og fortæller pro bono, dvs. uden honorar men med transporten betalt.

Emner

1. Den barmhjertige samaritaner – revisited
2. Shambhala-profetien
3. Noras Ark
4. Ingen er for lille til at gøre en forskel
5. Orms store rejse

Emne #1

Den barmhjertige samaritaner - revisited

Hvad skete der i fjor på en vej i Vestjylland, da den dejlige Gaia – Moder Jord – kom i problemer? Hvem så den anden vej? Hvem havde hendes ryg?

I Annegrethes version af fortællingen genkender vi både de skinhellige og samaritaneren, som er lige så ugleset, som han altid har været. Men Gaia går med selveste de planetære grænser. Hvad sker der med dem?

Historien kan sættes sammen med andre af Annegrethes fortællinger, efter aftale med jer. Den lægger også op til, at hun fortæller om, hvordan hun blev planetær fortæller. Men foredrag bliver det ikke, for kernen er fortælling!

(Varighed: 45 min. i alt eller mere. Annegrethe fortæller pro bono, dvs. uden honorar men med transporten betalt)
Historien er tidligere fortalt bl.a. på Himmelske Dage i Silkeborg.

Emne #2

Shambhala-profetien

”Der kommer en tid, hvor livet på Jorden er i fare, fordi der er store magter, som er rå og umenneskelige. De spilder deres rigdom på at gøre sig i stand til at udslette hinanden, men de har meget til fælles …”

Profetien rammer skræmmende plet i vores tid, selvom den er 900 år gammel. Men hvorfor står der ikke en kriger i Guds fulde rustning (Ef 6) ved siden af Shambhala-krigeren? Hvorfor fylder buddhismen så meget hos mange, som søger heling og handling i en vanvittig verden?

Annegrethe var med i IKON, da mission blev til dialog, og hun var tovholder på ”Inspirationsdage om spiritualitet og kristentro” i 00’erne. Med profetien lægger hun op til refleksion og dialog i samarbejde med arrangørerne.

(Varighed: efter aftale. Annegrethe fortæller pro bono, dvs. uden honorar men med transporten betalt)
Profetien er tidligere givet videre bl.a. til Soup & Stories på Café Gaya i Aarhus.

Emne #3

Noras Ark

Der er ingen løftede pegefingre, hvor Annegrethe kommer, for hun er selv en fuldblods del af holdet. Vi, der har svært ved at fatte og rumme truslerne, der kommer imod os. Vi, der elsker børn og børnebørn men ikke tør tænke 7 generationer frem. Det prøver hun så alligevel i fortællingen om ”Noras Ark”, som sejler ud i år 2300 …

Historien inviterer til dialog om fx vores brug af AI og holdning til flygtninge og indvandrere. Den kan fortælles i en ramme af ny forskning om verdenshavene, som stiger, eller sammen med et par af de andre planetære fortællinger til en håbefuld helhed for børn og unge.

(Varighed: 25 min. i alt eller mere efter aftale. Annegrethe fortæller pro bono, dvs. uden honorar men med transporten betalt)
Den er tidligere bl.a. fortalt til sogneeftermiddage i Veng og Hundige Kirke.

Emne #4

Ingen er for lille til at gøre en forskel

”Hvad nytter det, hvad jeg gør? Det er jo bare en dråbe i havet!” tænker vi. Ja, men havet består af dråber, og dét kan Annegrethe en herlig historie om. Som godt nok ikke foregår ved havet men i Peru’s regnskov …

Den kan fortælles for konfirmander eller i lignende sammenhænge sammen med flere planetære fortællinger. Og Annegrethe kan fortælle om sig selv: Farmor og bonusbedste, gammel klimaaktivist (nu i Greenpeace) og ny artsambassadør. Vores fremtid afhænger nemlig ikke bare af klimaet men også af, om vi lykkes i at passe på hele Guds skaberværk.

(Varighed 1 ½ time i alt eller efter aftale. Annegrethe fortæller pro bono, dvs. uden honorar men med transporten betalt)
Historien er tidligere bl.a. fortalt for børn og forældre til ”Eventyrlige fortællinger” på DOKK1 i Aarhus.

Emne #5

Orms store rejse

Det har regnet – meget – i flere dage, der er vand og vådt alle vegne. Og så kommer regnormene! Over det hele er der orm, fladmaste eller krybende og kravlende for livet.

Har du oplevet dét? Annegrethe kan en historie om én, der har. Som regnorm vel at mærke …

Hun er Artsambassadør for regnormen og vil mere end at snakke om regnorm og al den nytte, de gør for os. Hun vil fortælle med sin art, tættere på. Med et dyk helt ned i drilosfæren, der hvor regnormen bor, og rum for dialog om økosfæren, som vi deler med alt andet levende på Jorden.

Historien indgår i en præsentation (med projektor), eller den kan fortælles for regnorme-fascinerede børn og unge, sammen med et par andre planetære fortællinger.

(Varighed: efter aftale. Annegrethe fortæller pro bono, dvs. uden honorar men med transporten betalt)
Den er tidligere bl.a. fortalt til børn og voksne på ”Fortællingens Dag” 2026 på DOKK1 i Aarhus.