Anna Grethe Bech & Helle Bøjlesen - “Jydepotterne”

Kontakt: Molsgade 1, 1.th, 8000 Århus C
Telefon: 4233 5478
E-mail: annagrethe@fortaelleriet.dk
Hjemmeside: www.fortaelleriet.dk

Fortæller Anna Grethe Bech og musiker Helle Bøjlesen, tilsammen Jydepotterne, har i en årrække arbejdet sammen om at udvikle Fortælleforestillinger, hvor fortælling og musikalske indslag går hånd i hånd og gensidigt giver liv til hinanden. Vi holder af at være sammen om vores forestillinger, og det kan mærkes i rummet, hvor vi optræder.
Anna Grethe har en baggrund som gymnasielærer og underviser i litteratur. Hun har taget kurser i mundtlig fortælling – det vigtigste var 3 intense måneder på International School of Storytelling i England. Hun er også vært på en månedlig Fortællecafé i Aarhus på Café Gaya.
Helle er cand. pæd. fil. fra Danmarks pædagogiske Universitet, har en diplomuddannelse i rytmisk musik og bevægelse og arbejder som musiklærer.
Vi er begge medlemmer af Evald Tang Kristensen – Selskabet www.evaldtangkristensen.dk fordi vi lægger vægt på at være forbundet til vores jyske rødder. Vi er et par helt jævne Jydepotter.

Flere tilbud om foredrag og fortællinger kan findes på hjemmesiden www.fortaelleriet.dk

Vi kommer rundt i hele landet med vores fortælling og musik.

Emner

1. Heksebryg – om hekse i virkeligheden og i eventyr – fra Maren Splid til Dannie Druehyld
2. Knud Rasmussens Grønland – Jeg elsker dig mit land – Kalaallit Nunaat
3. Evald Tang Kristensen – Danmarks største folkemindesamler
4. Ingeborg Munch – et livstykke af en husmandskone og visesanger
5. Fra horeunge til hoffets førstedame – et portræt af Grevinde Danner

Emne #1

Heksebryg – om hekse i virkeligheden og i eventyr – fra Maren Splid til Dannie Druehyld

Hvem var heksene i 1600-tallet, og hvorfor endte de på bålet?
Hvordan optræder heksene i eventyrene, og hvordan skal vi forstå dem?
Hvem kalder sig hekse i nutiden, og hvad står de for?
Jeg tager udgangspunkt i historien om Maren Splid, fortæller hekseeventyr og hekserim, og fører linjen frem til nutidens hekse.
I fortælleforestillingen arbejde jeg sammen med musiker Helle Bøjlesen, som bidrager med sange om Maren Splid, Dannie Druehyld med flere.
(60-90 min. 4000 kr. + transport)
Fortælleforestillingen er tidligere afholdt på Fortællesalonen, Dokk1, Aarhus og APA, Gundsømagle.

Emne #2

Knud Rasmussens Grønland - Jeg elsker dig mit land - Kalaallit Nunaat

En fortælleforestilling med indlagte sange og musik om vores største polarforsker, Knud Rasmussens liv (1879-1933) samt eksempler på hans indsamlede inuit eventyr og myter.
Medvirkende: fortæller Anna Grethe Bech & musiker Helle Bøjlesen

(Varighed: 90 minutter med mulighed for pause. Pris: 4000 kr. + transport)

Emne #3

Evald Tang Kristensen – Danmarks største folkemindesamler

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) vandrede tusinder af kilometer på kryds og tværs af Jylland. Han kom helt ud i de fattigste hedeområder for at optegne eventyr, viser og sagn før det var for sent. Han måtte ofte overnatte på lergulve, sidde ved sygesenge eller vente i timevis på at de fattige folk skulle gøre deres arbejde færdigt før de kunne fortælle eller synge viser for ham. Tang Kristensen fik hvad han kom efter, og af eftertiden vurderes han som en folkemindeforsker på verdensplan.

Programmet består af Tang Kristensens livshistorie med indlagte eventyr samt viser sunget af Helle Bøjlesen.

(90 min.; 4000 kr. + transport)
Foredraget er tidligere holdt i Folkevirke, Herning, Kunst- og Kulturhøjskolen Vejle, Skanderborg Museumsforening.

Emne #4

Ingeborg Munch – et livstykke af en husmandskone og visesanger

Programmet om Ingeborg Munch er en fortælleforestilling med 10 indlagte viser, hvor jeg fortæller livshistorien, og viserne synges af professionel sanger/musiker Helle Bøjlesen
Ingeborg munch var datter af Anna Munch, en husmandskone der sang mange viser for folkemindesamleren Evald Tang Kristensen.
Ingeborg løftede arven efter sin mor som lokal folkevisesanger i Himmerland. Hun drev et husmandsbrug sammen med sin mand, Villiam. I 1959 fik en medarbejder ved Dansk Folkemindesamling øje på hendes visesang – hun kom i radioen og fjernsynet, sang i Thylejren, i Tivoli og optrådte på højskoler og i forsamlingshuse i hele landet, men berømmelsen gik hende aldrig til hovedet. Hun forblev husmandskonen fra Himmerland, der tog ud og sang.
(60-80 min.; 4000 kr. + transport)
Foredraget er tidligere holdt: OK Klubben, Varde, Frivillige i Selvhjælpsgrupper, Skanderborg.

Emne #5

Fra horeunge til hoffets førstedame - et portræt af Grevinde Danner

Louise Christine Danner (1815-74) hed oprindelig Louise Rasmussen og var datter af en ugift tjenestepige. Hun var danserinde ved det Kgl. Teater, levede i et trekantsforhold med avismagnaten Carl Berling og kronprinsen, den senere Frederik den 7. I 1850 blev hun viet til kongens venstre hånd, men aldrig accepteret i de toneangivende kredse i og omkring hoffet.
Hun grundlagde i 1873 en stiftelse for ubemidlede kvinder, det nuværende Dannerhuset – krisecenter for kvinder. Før sin død havde hun også grundlagt ”En Stiftelse for hjælpeløse og forladte Pigebørn, især af Almuen”. Danner viste på den måde at hun aldrig glemte sin fattige baggrund, og hun fik skabt sig et levende eftermæle.

Fortællingen er med indlagte sange og musikalske indslag ved Helle Bøjlesen.

(90 min.; 4000.kr + transport)
Foredraget er tidligere holdt i FOA, Herning, Mødrehjælpens frivilliggruppe, Silkeborg, Fortællefestival på Nørre Vosborg, Dyrup Kirke.