Kontakt: Hampehaven 15, 8920 Randers NV
Telefon: 2210 0688
E-mail: info@alcologic.dk
Hjemmeside: www.alcologic.dk
Misbrugsrådgiver, forfatter, foredragsholder
Det stod ikke skrevet i stjernerne, at jeg som 25-årig skulle indlede en så katastrofal affære med Kong Alkohol, at jeg flere år senere var ved at dø af druk. Heldigvis kom jeg i behandling i sidste øjeblik, – en minnesotabehandling i 1999 gav mig et helt nyt liv, og jeg har været ædru siden.
Med en efterfølgende ny uddannelse i bagagen (Addiction Counselor) har jeg siden 2002 arbejdet for og med afhængige og – ikke mindst – deres pårørende. Gennem årene har jeg holdt et utal af kurser og workshops, hjulpet virksomheder med formuleringen af alkohol- og rusmiddelpolitikker, og fra min praksis i Randers har jeg vist hundredvis af mennesker vejen mod et bedre liv.
Anna Marie Aggerholm kommer i hele landet med foredrag.
Emner
Hvordan ser en alkoholiker egentlig ud? Er vi stadig underlagt de gamle myter og forestillinger om, at det er ”manden på bænken”? Når du går hjem fra Anna Maries foredrag om netop dette emne, er du blevet meget klogere og har fået mange nye indsigter.
Med udgangspunkt i sit eget liv fortæller hun åbent og ærligt (tilsat en god portion sort humor), hvordan alt og alle omkring hende mistede pusten og lod sig manipulere af hendes benægtelse, løgne, retfærdiggørelser og fantasifulde historier. Mens hendes misbrug tog fart, var hun en dygtig og vellidt direktionssekretær, der kunne sit kram. Derfor var der ingen, der forbandt hendes efterhånden groteske adfærd med alkoholafhængighed. Heller ikke hendes familie.
Anna Marie hævder, at hendes nærmeste pårørende blev om muligt endnu mere ”syge” end hun selv, – magtesløsheden og medafhængigheden lammede dem, og til sidst var hele familien fanget i spillet omkring alkoholismen.
(Varighed 1½-2 timer incl. spørgerunde; hele landet, kr. 4.000 + kørsel)
Foredraget er tidligere holdt: For foreninger, institutioner, virksomheder, seniorklubber m.fl.
Eftersom langt de fleste alkoholikere findes blandt helt almindelige mennesker, er de også repræsenteret på rigtig mange arbejdspladser. Anna Marie formåede at opretholde en tilsyneladende normal hverdag som direktionssekretær i en stor multinational koncern, samtidig med at hendes afhængighed overtog mere og mere af hendes personlighed.
Det sidste, en alkoholiker opgiver, er sit arbejde. Derfor er det også ofte arbejdspladsen, der må gribe ind, ikke mindst for de omkringstående kollegaers skyld. Kollegaer til en alkoholiker, der ikke konfronteres med sin dysfunktion, ligger højt i sygefraværsstatistikkerne, fordi de påvirkes på krop og sind af magtesløsheden og medafhængigheden.
Anna Marie fortæller med blink i øjet om de katastrofale forhold omkring en afhængig medarbejder – dels med stor faglighed, dels krydret med sine personlige erfaringer. Samtidig giver hun gode råd og anvisninger på, hvordan man som virksomhed/arbejdsgiver agerer i spændingsfeltet mellem en afhængig medarbejder og den øvrige medarbejderstab.
(Varighed 1½-2 timer incl. spørgerunde; hele landet, kr. 4.000 + kørsel)
Foredraget er tidligere holdt: For institutioner, virksomheder, fagforbund, kommuner m.fl.