|
||||
|
Uddannet som cand. mag. i samfundsfag & psykologi og har
senere taget en ph.d.-grad i læring og kreativitet. Desuden selvlært
fotograf på baggrund af efteruddannelse og egne studier. Det gennemgående
tema i forfatterskab, foredrag og fotografier er en søgen efter de dybere
lag i tilværelsen, mennesket og naturen – ofte med en ligelig blanding af
alvor og humor. Er aktuelt ansat som lektor i socialpsykologi ved Aalborg
Universitet, og forsker og underviser her i eksistentielle temaer. Alle foredrag er billedforedrag, vist fra pc & projektor op
på lærred eller væg. Foredragene kan afholdes i alle dele af landet. 1. Drømmenes psykologi - Hvad betyder vores natlige oplevelser?Vi drømmer hver nat, men hvad betyder disse natlige oplevelser? Giver det mening at prøve at tolke og forstå sine drømme og i givet fald, hvordan bærer man sig ad? Er drømmetolkning hokuspokus eller seriøs beskæftigelse på at blive klogere på sig selv og andre? Foredraget gennemgår drømmetolkningens historie, drømmenes betydning i samfundet, psykologiens drømmeteorier, den aktuelle forskning på området, og der bliver givet mangfoldige eksempler på drømme og tolkninger, blandt andet ud fra foredragsholderens egne drømme nedskrevet gennem 30 år. Alt sammen som inspiration til at deltagernes bedre forstår egne og andres drømme. 2. Eventyrenes psykologi - Hvad kan vi lære af fortællingerne?Hans og Grethe, Blåskæg, Snehvide, Klods - Hans og Kejserens nye klæder. Eventyr er ikke kun for børn og barnlige sjæle. De bærer ofte på dybe forståelser om at være menneske og om at klare tilværelsen fra fødsel til død. De handler om venskab og kærlighed, at blive forladt og svigtet, udvise mod og storsind, have påhitsomhed og at være sig selv tro. Foredraget handler både om de klassiske folkeeventyr, som vi kender dem fra Brødrene Grimm, og de såkaldte kunsteventyr med H. C. Andersen som fornem repræsentant. Og så skal vi selvfølgelig også lige runde nogle moderne eventyr som Ringenes Herre og Harry Potter. 3. Lykkens psykologi – Øjeblikkets magi og det gode liv"Hvorfor er lykken så lunefuld?" navngav Carl Viggo Meincke den velkendte vise. Et glimt og så er den væk - lykken. Alligevel lever de lykkeligt til deres dages ende i eventyrene, og vi ønsker hinanden held og lykke. Men hvad vil det sige at være lykkelig? Er danskerne virkelig verdens lykkeligste folkefærd? Er man mest lykkelig i ungdommen, midt i livet eller i livets modne år? Foredraget trækker tråde fra klassisk filosofi, kristendom og buddhisme til den moderne psykologiske forskning i lykke, og giver ideer til, hvad man selv kan gøre i hverdagen. 4. Positiv psykologi - Lær af forskningen i positive tanker og følelserVi kender det alle. Nogle mennesker har en ukuelig optimisme og gå-på-mod, - selv når de møder modgang i livet. Positiv psykologi stiller skarpt på hvordan vores følelser, tanker og livsindstilling påvirker evnen til at håndtere tilværelsens udfordringer. Og ikke mindst: Kan man lære at få en mere positiv indstilling til livet, og hvordan gør man det? Foredraget formidler videnskabelig viden på en forståelig måde og giver ideer til små praktiske ting, man selv kan gøre i hverdagen for at fremme bedre trivsel. 5. Fotografiets psykologi - Hvad gør et fotografi interessant?Det skal handle om billeder, følelser og forståelse. Med den digitale fototeknik er det blevet nemt at tage skarpe og korrekt eksponerede billeder, men hvad gør et fotografi interessant for andre end én selv og den snævre familie- og vennekreds? Her hjælper psykologi og kunstteori os. Et godt fotografi bringer os ud over det private og fortæller noget alment - om naturen, om samfundet, om at være menneske. Foredraget byder på masser af billeder og analyser holdt i et forståeligt og inspirerende sprog. |
|||