Museet blev etableret i 1977 for at fortælle historien om
brunkulsperioden i Søby fra 1940 til 1970. Det sker i form af 1500
fotos, genstande, huse, maskiner og værktøj fra perioden. Museet
omfatter fem autentiske arbejderhjem fra 1940’erne, købmandsbutik,
smedje, barbersalon og en brunkulsgrav.
Gæsterne oplever både arbejdsliv og dagligliv for de omkring 2.000
mennesker, der boede i Søby Brunkulslejer.
Museet omfatter ejendommen Voldsgaard, hvor det hele begyndte. Gården
omfatter slagter, vaskeri, spillebule, galleri, skolestue, modelsamling,
madam-blå-køkken og naturhistorisk udstilling.
Sådan finder du os: Brunkulsvej 29, 7400 Herning – på koordinaterne 56
grader 02’37.49” nord og 9 grader 03’03.27 ” øst.
Ring på 5337 1459 kl. 10-17 og bestil en uforglemmelig
rundvisning.
Erfarne guider gør den utrolige historie levende på Søby
Brunkulsmuseum, hvor gæsterne ved selvsyn oplever danmarkshistoriens
farligste arbejdsplads og mest mærkværdige boplads. Blomsten af Danmarks
arbejdere satte især under Besættelsen livet på spil, og det vidner de
57 mindesten om. På sit højeste arbejdede 2.000 i Søby Brunkulslejer. I
Søbys barakker boede omkring 1.000 mennesker og rundt regnet lige så
mange rundt i lejerne under barske forhold på den tidligere hede, hvor
brunkulsbyen som noget unikt voksede op og stort set forsvandt i løbet
af omkring 15 år.
På museet kan gæsterne studere arbejderboliger, købmandsbutik,
barbersalon, kontorbarak, brovægt, lastbil, lokomotiv, godsvogn,
bulldozer, briketpresser og smedje samt en brunkulsgrav med fortællinger
og et dramatisk sandskred. Dertil kommer redskaber, indbo og 1.500
billeder. En flot skulptur hædrer børnenes flittige forældre. Udenfor
museet kan gæster studere Mindelunden og Per Aarsleffs gravemaskine fra
1932.
En rundvisning på det spændende museum og en køretur gennem de maleriske
brunkulslejer med de livsfarlige sætninger tager to timer, men afsæt en
halv time ekstra, så deltagerne kan gå rundt på egen hånd og få de
tankevækkende indtryk med hjem.
Gæster må gerne medbringe egen forplejning og låne et lokale eller sidde
udendørs. Vi kan huse 90 gæster i Forsamlingshuset og 50 gæster i
Spisehuset. Kiosken handler med kage, kaffe, the, is, øl og vand. Større
bestillinger kræver dog bestilling på forhånd. Kiosken sælger også
bøger, DVD’er og souvenirs.
Forfatter og guide Jan Svendsen kan inden besøget komme til jer med
foredrag ledsaget af fotos om ”Det brune guld i Søby.” Foredraget sætter
gravningen af brunkul ind i den nationale kontekst med svigtende
forsyning af stenkul fra England. Brunkullene betød også meget som
beskæftigelse og dermed i samarbejdspolitikken, for jo flere danskere i
dansk arbejde, jo færre kunne arbejde for besættelsesmagten. Foredraget
om Søby Brunkulslejer lægger hovedvægten på det enestående sammenhold og
menneskelige værdier i et drama, der først slutter i 1970.
Museet åbner 1. april (dog skærtorsdag, hvis dagen ligger før 1. april)
og lukker søndag i uge 42 (efterårsferien). Jul i Søby Gamle Kulby
første weekend i december.
Åben hver dag kl. 10—17. Entre 50 kr. Årskort 100 kr. Børn under 12
år gratis.
Rundvisning med guide to timer for 500 kr. kan kun bestilles telefonisk.
Uden for åbningstid er det muligt at få rundvisning, men der skal
betales for mindst 30 personer.
Museet har gode toiletforhold, herunder handicaptoilet. Handicapvenlige
stier overalt.
|