|
Uddannet journalist på Helsingør Dagblad, derpå Ritzaus Bureau
og fra 1965 til 1979 ansat som tv-journalist på Danmarks Radio /
TV-Avisen.
I 1979 fik jeg embede som sognepræst og sagde min stilling op i
Danmarks Radio. Jeg blev herefter ordineret som præst i folkekirken i
Odense Domkirke og var sognepræst i Odense, København og Præstø i
1980'erne og 1990'erne - og præst på Hansted Hospital i Horsens ind i
det nye årtusind.
I 2002 og 2004 udkom mine bøger "Når den, man elsker, dør" og "Fra
tv-reporter til sognepræst". Jeg arbejder i dag som journalist, præst og
forfatter, bor i Nykøbing F. og holder gudstjenester og foredrag over
hele landet. Medlem af Dansk Journalistforbund og Den danske
Præsteforening.
Honorar efter aftale. Kørsel efter statens regler.
Jeg blev efterladt i dyb sorg, da min kone gennem 27 år, tandlæge Lis
Zebitz Kloborg pludselig døde som 53-årig.
I foredraget fortæller jeg åbenhjertigt om kærligheden til min kone
og det chok, jeg fik, da hun døde - og om, hvordan jeg med kristentroen
som ballast kom fra sorgens vej tilbage til livet i løbet af seks år.
Da min bog "Når, den man elsker, dør" udkom, skrev Kristeligt
Dagblads Kirsten Boas i sin anmeldelse: "Forfatteren siger, at han
håber, at bogen kan blive til støtte og opmuntring for andre. Håbet er
velbegrundet."
I dag siger jeg: "Jeg har lært at leve med sorgen og håber, at mit
foredrag kan inspirere og hjælpe andre."
Jeg fortæller om livet i 1960'erne og 1970'erne, da jeg som
journalist på TV-Avisen var i daglig kontakt med den tids toppolitikere
som f.eks. Jens Otto Krag, Per Hækkerup, Aksel Larsen, Hilmar
Baunsgaard, Anker Jørgensen og Poul Hartling.
Jeg drager paralleller til vor tids tv og politikere, afslører
baggrunden for mit spring fra Christiansborg-journalist til sognepræst
og fortæller om livet som præst i folkekirken, der rummer mange muntre
sider.
Det er erindringer, dokumentar, anekdoter, samtidshistorie og
debatoplæg - serveret med et glimt i øjet
Vi blev mærket for livet - vi, der var børn under Anden Verdenskrig
med fem års tysk besættelse af Danmark.
Jeg var ni år ved befrielse og krigsafslutning i 1945 og boede med
min familie i stationsbyen Otterup ved Odense. Besættelsestidens daglige
danske avisforsider om krigens rædsler var ufattelige, og i foredraget
fortæller jeg om hverdagslivet dengang - med tryghed i familien,
spænding ude i byen, og en konstant angst for, at tyskerne ville hamre
på vores hoveddør en mørk nat og sende min far og mor til tortur i
koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg.
Jeg oplevede stærk samling omkring alt dansk - fra konge, fædreland
og modersmål til Dannebrog, og mit foredrag suppleres med klip fra
"Pressens Radioavis" og "Den danske radio i London", korte sekvenser fra
en halv times DR-radiomontage, som jeg lavede med sognepræst Kaj Munks
enke, Lise Munk i Vedersø Præstegård i 1991 - og ”Frihedssangen” fra
1945 som fællessang.
PS. Jeg er ved at færdiggøre en dokumentar- og erindringsbog om tiden
fra 1940 til 1950. |