|
Ole Thomsen, docent, dr. phil., er født i 1946 på Mols. Fra
1971 til 2008 ansat ved Aarhus Universitet som lærer i klassisk
filologi, dvs. studiet af antikkens græske og romerske kultur og dens
betydning for os. I 1987 dr. phil. på afhandlingen ”Komediens Kraft. En
bog om en genre”. I 2008 udsendte han ”Veje til Rom. Romersk litteratur
fra Plautus til Juvenal”.
Ole Thomsen holder foredrag i hele landet.
For nedenstående foredrag:
(60 minutter plus diskussion, hvis det ønskes; nødv. hjælpemidler:
talerstol/pult, cd-afspiller, tavle; 5000 plus transport)
Seks fortællinger
Om molboer -mennesker
Fortælling, bånd og billeder
Det hører åbenbart aldrig op, danskernes behov for at skrive og læse
om gårdmændenes hårde og hovne Danmark. Tag fx Hans Edvard
Nørregård-Nielsens Mands Minde (1999), hvor gammelt nag bryder løs, så
såre en gårdmand er i sigte, eller biskop Kjeld Holms selvbiografi Åbne
Døre (2010), hvor landsbyen fremstilles som dræbende og bondens foragt
for de jordløse som indædt. På film må landsbyen igen og igen holde for
som indbegrebet af horror og terror, som en rede for indavl og incest;
og rene spekulationsprodukter belønnes, som om der var tale om seriøs
civilisationskritik.
Men i virkeligheden er dansk kultur aldrig nået højere op og videre ud
end i andelstiden (1880-1960, men med efterklange til nu), selvhjulpen
og demokratisk som den var (er). Landbodemokratiets epoke har det ved
sig, at man kan synge sange og fortælle historier om den. Det er det
sidste, jeg gerne vil. At det er muligt – i allerhøjeste grad muligt –
skyldes nogle sære, kloge gutter i Tved, Mols:
I 2008 døde Niels Viggo Madsen, 85 år gammel. Vi var venner, fra jeg var
seks og frem til Niels Viggos død (vi sås jævnligt, også efter at jeg
var flyttet fra Tved). Niels Viggos hjem var ét stort egnsmuseum: stuer
prydet med almue- og borgermøbler, skabe fulde af velordnede dokumenter
om Tved Sogn, kister med gamle dragter, og flere tusinde fotografier.
Det mest bemærkelsesværdige derinde var vel nok de 16 bind erindringer,
som Niels Viggos ven Martin Evald (1904-1957) havde skrevet. Med lune og
fornem skrivekunst portrætterer Martin her molboer i en lang og prægtig
kæde. Martin og Niels Viggo er to af de vigtigste kilder – men ikke de
eneste – til min beretning om personligheder fra Tved Sogn.
Der er stof til en lang række fortællinger om Tved – så meget er der
overleveret og bevaret.
Her nævner jeg seks fortællende foredrag, I kan vælge imellem:
Det befandt sig i en oldgammel, utæt gård med den enestående Mette
Olsen som rektor. Jeg gik der fra 1952 til 1972, Mettes dødsår. Takket
være breve kan vi følge hendes væsens vej gennem halvfjerds år. Vi skal
også høre om Mettes brødre Jens og Anders. Anders var uddannet fotograf
(o. 1900) og er ophav til mange mesterfotografier fra Mols, som ledsager
mine molbofortællinger. Han var desuden digter af vemodig lyrik og
festlige sange (vi skal synge nogle af dem). Den grænseoverskridende
provst Jens Mathias Eriksen, Tved, og Mette var nære venner.
Vi skal høre om Mette Olsen, hendes veninde Asta Kruse (har skrevet
nogle kraftfulde erindringer om Tved og Ebeltoft), Tante Sine (min
søsters og min ”guvernante”; hun havde tilbragt mange år i København) og
mange andre, ikke mindst Mette Olsens mor og moster, hvis breve leder os
lige ind i 1870’ernes frodige højskoleliv. Det kan ikke udelukkes, at
der kommer et par ord om min mor og bedstemor.
Dette er et forsøg på indfange stemningen i gaden og til festerne. Vi
afmaler den ustyrlige Niels Anthon, bonde og boheme, men ikke mindst
slægten Kruse, spillemænd, sangere, festarrangører, lysende fortællere
og – for en enkelt families vedkommende – slagtermestre i en ubrudt kæde
siden 1889. Uden Kruse-ætten ville Tved ikke være sig selv. Glæd jer til
at høre Ludvig Kruses sangkunst (skrædderen i Tved var på pletten med
sin båndoptager). Der kommer også lidt om samspillet mellem Slagter og
Brugs (hvor min bedstefar og siden min far var uddeler).
- dvs. Niels Viggo, hans far Frede, min ”dusbroder”, og Fredes far
Peter, idealistisk husmandsfører og komponist. På Spillemandsmuseet i
Rebild er der nu en fin udstilling om dynastiet Madsen, Tved. Denne
udstilling er opbygget af håndskrevne noder, instrumenter, møbler,
dragter, fotografier og andet inde fra Niels Viggos hjem. Der er nylig
indspillet en cd med musik af Peter Madsen (vi skal høre et par numre
derfra).
Med sine 16 bind erindringer plus en snes andre værker om livet i
Tved Sogn – alt sammen skrevet i hånden, letlæseligt – er Martin vores
hovedkilde. Det hele er smukt indbundet, og hvert bind er forsynet med
register. Næppe mange landsbyer har haft så punktlig en kronikør. Hans
bedstemor huskede helt tilbage til 1850’erne. Martins skæbne – den lamme
mand, der utrætteligt forsker og skriver – må gribe enhver. Den madglade
og taknemmelige Martin skildrer med den mest finurlige detaljerigdom
Tveds omsorg for ham. Her var landsbyen et kærligt kollektiv.
Et forsøg på at plukke de ovenfor nævnte fem fortællinger sammen til
en enhed. En hyldest til landsbyens evne til at takle det særegne, til
at le med de sære (samtidig med at man naturligvis ler ad dem!).
Mere på min hjemmeside
www.oletvedskole.dk
Det har glædet mig at mærke, at disse molbofortællinger også kan more og
røre folk i helt andre egne af landet. Inden længe skulle der nok kunne
komme en bog ud af dem – en bog med mange billeder.
Andre foredrag:
At tænke sig, at det antikke Grækenland, som betragtes som ophøjet,
ideelt og normgivende, ligefrem fremelskede mandlig homoseksualitet!
Hvordan forene dette med den jødisk-kristne – og muslimske – fordømmelse
af den? Forskere har dystet med at fastlægge Den Græske Kærlighed:
Ifølge nogle praktiserede grækerne ikke den seksualitet, de digtede om.
Ifølge andre var grækerne ikke homoseksuelle i den forstand, hvori vi
taler om, at man er homoseksuel; de tænkte nemlig ikke i seksuelle
naturer og medfødte identiteter. Atter andre har taget grækerne til sig
som et vidnesbyrd om, at fri(ere) homoseksualitet fremmer kulturel
blomstring.
Hvad er Platonisk Kærlighed? Og hvor ville Platon hen med al sin tale om
erotiseret pædagogik? Skal vi nu til at begære vores elever! Platonisk
idealisme er en kødelig affære – sådanne tanker fængede hos Shakespeare
og i den italienske renæssance. Og dette græske bliver ved! Der var
erotik i H. C. Andersens og hans epokes sitrende længsel mod
Middelhavet. Også i Thomas Manns ”Døden i Venedig” smelter antikkens og
samtidens Sydeuropa sammen som i en drøm. Endelig er der fascismens kult
af den antikke mandighed (bl.a. Niels Bukhs gymnastik). Jeg skal nok
komme ind på homoseksualitet i andre højkulturer end den græske – især
den japanske.
Kan mine tilhørere så vente at ”få noget med hjem”? I alt fald er
homoseksualiteten jo hos os. Den er hos os som en gave i retning af
mangfoldighed, men også som et problem. I fremtidens multikulturelle
Danmark vil den problematiske side vokse.
Oplæsning og kort fortolkning af tolv stykker fra min bog ”Veje til
Rom. Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal” (2008)
’Oldtiden’ siger vi, vi skulle hellere sige ’ungtiden’. Så megen saft og
kraft er der i disse klassiske forfattere, så varmt og vedkommende taler
de til os hen over tyve århundreder. Min bog ”Veje til Rom” er på én
gang litteraturhistorie og tekstudvalg. Den er blevet venligt modtaget:
”Det musikalske, ligesom smilende sprog er ikke den mindste
fortræffelighed ved Thomsens nye bog; det er en fornøjelse at læse hver
eneste af hans sætninger.” ”Oversættelserne, hvoraf mange er spritnye og
strålende gjort af Thomsen selv, er mundrette og medrivende, og det hele
bliver af forfatterens tekst sat ind i den sammenhæng, oldtidens digtere
og forfattere levede i… Der er ikke en finger at sætte på denne nærmest
mirakuløst vellykkede bog…” (Anne Knudsen i Weekendavisen).” Dette års –
for mig – nok mest frydefulde udgivelse” (Jes Stein Pedersen i
Politiken).
På min hjemmeside kan nogle af disse romerske guldkorn læses, se bl.a.
”Livsfilosofi og menneskeret” og ”(Ob)skøn”. Og via Aarhus
Universitetsforlags hjemmeside kan man høre adskillige af teksterne i
”Veje til Rom” blive læst op.
Holberg skrev tyve tusinde sider, og over det hele lyser munterheden
i al sin glans. Han er en af verdens morsomste forfattere. Denne
kendsgerning har danskerne ikke kunnet forholde sig enkelt, stolt og
taknemmeligt til. Nej, vi har dynget ham til med indvendinger: Holberg
er asketisk, kølig og kønsforskrækket. Holberg er en kynisk artist,
nihilist og absurdist. Holberg stiller alt for skarpt på det skrøbelige,
naragtige, afmægtige menneske. Ja, kølig er han – ellers kan man nemlig
ikke skrive komik frem. Helte og forbilleder er der ikke mange af. Men
han har en fantasikraft, der kan sprænge alle rammer. Det særegne ved
Holberg er just samspillet mellem hans rationelle ædruelighed og hans
poetiske vingesus.
I mit foredrag forsøger jeg at indkredse menneskesynet hos Holberg – og
andre humorister. En vis dosis teori må der til og en lille smule
diskussion med de Holberg-forskere, jeg er uenig med. Men hovedsagen er
Holbergs egne ord, som jeg læser og spiller (som amatør). Især vil jeg
gerne indføre jer i komedien ”Den Stundesløse” (opført første gang i
1726), som er den mest poetiske og storsindede skildring af stress, man
kan tænke sig. Jeg arbejder på en bog med titlen ”Holbergs Menneske”.
Vi begynder med komedierne, ikke mindst Holbergs. Gennem betragtning
af disse dramaers komiske typer kan man ikke undgå at blive klogere på
selve det komiske. Her er nogle af de definitioner, man gennem
århundrederne har opstillet: det komiske er en grimhed, vi skammer os
over; det komiske kommer af et misforhold mellem realitet og illusion;
den komiske person ligger under for en stivhed; den komiske er
forstyrret i sin kontakt med virkeligheden, med andre mennesker og med
sig selv. Følgende definition – som er af nyere dato, men trækker på de
store forgængere inden for teorien om det komiske – åbner virkelig døre:
Det komiske opstår i en spænding mellem individets indbildte
selvbestemmelse og dets faktiske fremmedbestemthed. Komedien ser
mennesket fra frøens perspektiv, hvorimod tragedien ser det fra ørnens.
Sådan er den komiske menneske- og tilværelsesbetragtning, den komiske
vision.
Vi må lytte til tænkere som Kierkegaard og Freud, og også lige kigge på
Henri Bergsons Latteren fra 1900, Harald Høffdings Den Store Humor. En
psykologisk Studie fra 1916 og Simon Critchleys verdenssucces On Humour
fra 2002 (132 små sider).
Hos Kierkegaard og Freud lærer vi at kende forskel på ironi og humor, og
vi indser, hvordan humoren, til forskel fra ironien, formår at aflede og
afvikle smertelige følelser og nagende lidenskaber, ikke mindst vrede.
Jeg lover, at foredraget bliver krydret med eksempler!
|
Ole Thomsen