|
Som forfatter, konsulent og debattør gennem mange år har jeg
ved siden af mit folketingsarbejde holdt foredrag om mit møde med
Danmark og den danske stamme, udfordringerne i det multikulturelle
samfund og religiøse temaer i hverdagen. Efter en pause på 3-4 år fra
disse foredrag er lysten til at komme ud i landet for at fortælle om
mine egne oplevelser, erfaringer og visioner som privatperson vendt
tilbage, ikke mindst fordi jeg via min opvækst er rundet af en mundtlig
fortællerkultur.
Jeg er som bekendt født i Syrien og uddannet cand.polit. og p.t.
stud.theol., samt medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti.
Jeg var medstifter af Demokratiske Muslimer under Muhammedkrisen, et led
i mit kompromisløse forsvar for ytringsfriheden.
Desuden har jeg oplevet glæden ved at være forfatter en del gange til
f.eks. ”Ære og Skam”, ”khader.dk” og ”Tro mod tro”. Alene i løbet af
foråret 2011 udgiver jeg igen 2 bøger om henholdsvis dansk humor og
kristendommen set gennem mine øjne, hvorfor jeg gerne vil tilbyde
læreanstalter, menighedsråd, biblioteker, ældreklubber m.fl.
nedenstående nye foredrag. Mit store ønske med foredragene er at møde
danskerne i et ikke-politisk ærinde. Hensigten er at give tilhørerne en
ahaoplevelse ved at fremlægge fakta frem for rygter med henblik på at
give stof til eftertanke og tid til refleksion.
Naser Khader holder foredrag i hele landet
Selvom der er mange kristne i Syrien, var der ikke rigtig nogen i min
barndoms landsby. Derfor var det først, da jeg kom til Danmark, at jeg
begyndte at lægge mærke til de kristne højtider. Jeg kan huske første
gang mine søskende og jeg tog et meget lille juletræ med ind i stuen.
Min far syntes det var ren afgudsdyrkelse! Så træet kom hurtigt ud igen.
Min første danske jul var sammen med min første danske kæreste og hendes
forældre. Det var noget af et kulturchok! Hvem skulle have troet, at man
først bruger hele december måned på at stresse rundt i byens trængsel og
alarm? Det virkede en anelse hysterisk på mit unge jeg. Men da vi så
endelig nåede i mål, og det blev juleaften, var det enormt hyggeligt -
om end det stadig var en meget besynderlig oplevelse. Jeg følte mig lidt
som en antropolog i gang med et mere eller mindre vellykket feltstudie
af en fremmed stammes ritualer. De brunede kartofler – som jeg for
øvrigt er helt vild med i dag – troede jeg først var dessert. Mandlen i
ris á la manden… Den kom jeg til at sluge. Og så var vi ikke engang nået
til gaveudpakningen endnu, hvor jeg vist kom til at være lidt for
oprigtig mht. begejstringen for min gave.
Julen var i starten en svær øvelse at mestre. Jeg er dog kommet efter
det siden hen, og sætter i dag stor pris på julens budskab om
næstekærlighed og den måde, hvorpå familien samles om at nyde hinandens
selskab.
Det er denne rejse fra mit første kejtede møde med julen til i dag, hvor
jeg står i køkkenet og laver flæskesteg til mine børn, foredraget
handler om.
(2 timer; honorar: 5.000 + transport)
Indtil jeg var en 17-18 år, var jeg praktiserende muslim, med
gradvist udskiftede jeg islams strenge regler og ritualer med demokrati
og humanisme. Jeg hældte med andre ord ung vin på en ny sæk. Den gamle
sæk er smidt ud. Den nye sæk får med tiden mere indhold, men indtil
videre består den af grundlæggende frihedsværdier, demokrati og den
individuelle frihed til at bestemme over eget liv, krop og seksualitet.
Dog er der også elementer af, hvad jeg har aversioner overfor, bl.a. at
man slår ihjel i Guds navn. Jeg vil gøre op med det stereotype billede,
mange har af muslimer. Samtidig vil jeg sætte spørgsmålstegn ved den
muslimske gudsforståelse, hvor alle handlinger foretages med henblik på
at komme i Guds rige. Vi kommer nærmere ind på, hvorfor jeg både
personligt forsvarer demokratiet med næb og kløer, ja næsten
fundamentalistisk, og hvorfor det at forlade islam af og til dukker op i
min bevidsthed.
(2 timer; honorar: 5.000 + transport)
Skulle det komme dertil, så har præsten Søren Krarup allerede tilbudt
at døbe mig, der indrømmer, at jeg har stor sympati for den kristne Gud,
fordi han ikke straffer en ærlig tvivler. Og en ærlig tvivler er, hvad
jeg er, religiøst set, og derfor må Krarup vente lidt endnu ved sin
døbefond. Men min store interesse for religiøse spørgsmål har ført mig
langt omkring i kristendommen, og i dette foredrag fortæller jeg med
udgangspunkt i min egen religiøse proces som muslim om, hvad jeg har set
på min vej gennem danskernes kristendom.
I dag anser jeg mig selv for at være kulturkristen. Kristendommen har
haft en enorm indflydelse på den danske kultur og de danske værdier.
Værdier som ytringsfrihed, religionsfrihed og respekten for individet er
opstået i en smeltedigel af kristne og græsk-romerske tanker. Det er
værdier, som jeg sætter meget højt.
Kristendommen har nogle virkeligt smukke budskaber. Både budskabet om
næstekærlighed og det om menneskets myndiggørelse, såvel som den kristne
gudsforståelse, mener jeg, bidrager til at styrke såvel den enkeltes liv
som samfundets indretning. I mine øjne har den luthersk-evangeliske
kristendom en vægtig indflydelse på, hvordan Danmark er blevet så
fantastisk et land at leve i, som det er.
Lige som det har været mit projekt at kende til min egen muslimske
baggrund, mener jeg også, det er vigtigt at forstå kristendommen, og
dens indflydelse på de danske normer og værdier. Jeg tror på, at vi alle
har et ansvar for at lære os selv at kende – herunder hvorfor vi gør,
som vi gør – hvis vi skal kunne respektere og anerkende andre individer
og kulturer.
I dette foredrag fortæller jeg om mit møde med kristendommen, og om
hvordan min opfattelse af den har ændret sig, efterhånden som jeg har
fået større indsigt i den. Jeg vil også fortælle om de kristne tanker og
budskaber og placere dem i en dansk-historisk kontekst.
(2 timer; honorar: 5.000 + transport)
Indtil for ganske nylig har jeg haft et ganske deprimeret syn på de
arabiske lande. Jeg har længe eftersøgt en civil bevidsthed og et ønske
om frihed hos de arabiske landes befolkninger.
Siden det arabiske forår er rullet som en lavine over det ene arabiske
land efter det andet, er der lige pludselig kommet fornyet grund til håb
for de arabiske civilbefolkninger.
Herhjemme er der en tendens til at skære alle arabere over én islamisk
kam. Der er 23 arabiske lande. Alle har de forskellige historier, og
alle har de såvel forskellige som fælles kulturelle træk.
Jeg vil med udgangspunkt i både arabernes historie og den vestlige
påvirkning forsøge at give et bud på, hvad det er for nogle mennesker,
der bor i de arabiske lande. Jeg vil fortælle om de normer, der danner
et fælles kulturelt grundlag, men jeg vil også komme ind på de
traditioner, befolkninger, skæbner, myter og samfundsforhold, der ligger
til grund for diversiteten de arabiske lande imellem.
(2 timer; honorar: 5.000 + transport) |