Martin Schwarz Lausten

Kontakt: Ørnebakken 53, 2840 Holte.
Telefon: 4589 2840
E-mail: msl@teol.ku.dk

  1. Martin Luther. Munk. Oprører. Reformator
  2. Islam hos Luther og samtidens danske reformatorer og konger
  3. Kirkens historie i hovedtræk
  4. Kristne og jøder i Danmark fra middelalderen til nyere tid
  5. Antisemitisme og folkekirken

Foredragsholderen er dr. theol., var professor i teologi med Danmarks kirkehistorie som særligt område, Københavns universitet, indtil 2008. Har siden 1970´erne holdt talrige folkelige foredrag i kirkehøjskoler, folkeuniversiteter, sogne og højskoler. Har skrevet en række bøger om kirkehistoriske emner.

Martin Schwarz Lausten holder foredrag i hele landet

1. Martin Luther. Munk. Oprører. Reformator.

Hvad gik Luthers reformation egentlig ud på? Hvorfor blev modsætningen mellem ham og den romersk-katolske kirke så ubønhørlig, at det endte med hans kætter- og dødsdom? I foredraget belyses hans nye syn på kristendommen, hans personlige forhold i Wittenberg. De danske forhold og spørgsmålet om lutherdommens betydning i dag inddrages. Foredraget bygger på foredragsholderens bog af samme navn, 3.opl. 2006.
(45-60 min. efterfulgt af evt. spørgsmål og debat. 5.000 kr.+ transport i egen bil, p.t. ca. 3,70 kr. pr km)

2. Islam hos Luther og samtidens danske reformatorer og konger

Det tyrkiske riges voldsomme ekspansion mod vest skabte i begyndelsen af 1500-tallet rædsel overalt i Europa. Fyrsterne reagerede på denne Tyrkerfare ved at opruste og forstærke Østeuropas grænser. Og teologerne opflammede til Tyrkerfrygt gennem udgivelse af hundreder af skrifter. Dramatisk skildrede de tyrkerne og deres religion, islam, i de mørkeste farver: de ville skænde kvinder, dræbe børn, henrette kristne præster, afbrænde kirker og indføre islam. De mente, at det var Gud, som sendte dem ind over Europa for at straffe de syndige kristne og foreslog barske forholdsregler. Luther var her den førende, men de danske teologer fulgte godt med. Danmark var ikke truet af tyrkerne, så hvorfor? Chr.d.3. og Fred.2. blev desuden af den tyske kejser afkrævet Tyrkerskat, men betalte de? Og i givet fald hvorfor?
(1-2 timer, inkl. spørgsmål og debat. 5000 kr. + transport i egen bil, p.t. 3,70 pr km)

3. Kirkens historie i hovedtræk

Hvad var kernen i det kristne budskab i begyndelsen og hvordan udvikledes det i tidens løb? Hvordan prægede kirken det omgivende samfund, og hvordan blev kirken selv påvirket af det? Disse spørgsmål besvares i en oversigt over kirkens historie. Desuden behandles folkekirkens lære, styre, økonomi, biskoppers betydning og forholdet til staten.
(45-60 min. efterfulgt af evt. spørgsmål og debat. 5.000 kr.+ transport i egen bil, p.t. ca. 3,70 kr. pr km)

4. Kristne og jøder i Danmark fra middelalderen til nyere tid

Forholdet mellem kristne og jøder i Danmark gennem tiderne belyses gennem kalkmalerier, andagtsbøger, prædikener, betænkninger. Der ses nærmere på den afvisende holdning blandt præster, biskopper og universitetets teologer, men også på reaktionen i det jødiske samfund. Trods megen modstand lykkedes den jødiske integration i Danmark, hvorfor? Og hvorfor brød antisemitisme frem igen? Foredraget bygger på foredragsholderens 6-binds værk om emnet.
(45-60 min. efterfulgt af evt. spørgsmål og debat. 5.000 kr.+ transport i egen bil, p.t. ca. 3,70 kr. pr km)

5. Antisemitisme og folkekirken

Sidst i 1800-tallet stod folkekirkens førende mand, Sjællands biskop H.L.Martensen i spidsen for en streng antijødisk holdning. Siden 1930´erne blev nogle danske folkekirkepræster grebet af den nazistiske antisemitisme. På baggrund af hidtil lukkede arkiver belyses nogle præsters, provsters og en biskops antisemitisme, men der omtales også den udstrakte støtte, som man fra folkekirken gav forfulgte danske jøder. Foredraget bygger på foredragsholderens bog ”Jødesympati og jødehad i folkekirken” (2007).
(45-60 min. efterfulgt af evt. spørgsmål og debat. 5.000 kr.+ transport i egen bil, p.t. ca. 3,70 kr. pr km)