Gunnar Brønholt

Kontakt: Sognegårds Alle 35, 1 th, 2650 Hvidovre.
Telefon: 3649 8302.
E-mail: gunnarbronholt@gmail.com

  1. Kai Normann Andersen
  2. Gospel, blues og Elvis
  3. H. C. Lumbye
  4. W. A. Mozart og kirkemusikken i Wien
  5. G. F. Händel: Messias

Organist.
Gunnar Brønholt født 1943 på Langeland, opvokset på Lolland, organist ved Kildevældskirken i København, kor- og orkesterdirigent. I mange år gæstelærer på familiehøjskolen "Skærgården" ved Herning. Spiller gerne til fællessang.

Organist Gunnar Brønholt kommer i hele landet med sine foredrag.

1. Kai Normann Andersen

Det er svært at holde benene i ro ved genhøret med denne store komponists inciterende melodier. I foredraget causeres over Kai Normann Andersens liv; der tegnes et billede af tiden, hvor man kunne gå til bal uden høreværn; der spilles kendte og mindre kendte succesmelodier; og der bliver lejlighed til at synge selv - f.eks. "I dit korte liv" på Poul Henningsens tekst.
(75-100 min. eller efter aftale; nødv. hjælpemidler: klaver. Foredragsholder medbringer sangblade, harmonika og et godt afspilningsanlæg; 2200 kr. plus evt. takst til Storebæltsbro)
Foredraget tidligere holdt: Mange steder, bl. a. AOF Esbjerg og Vejle; FOF Herfølge; Ældre Sagen, Greve; OK-Klubben Helsingør; Simeons Kirke, København.

2. Gospel, blues og Elvis

”De unge på 60” elsker dette foredrag, som med mange musikeksempler fra 50’erne og 60’erne skaber minder fra tilhørernes ungdom. På baggrund af sine rejser til Memphis, Nashville og Hollywood beretter foredragsholderen om gospel, blues- og countrymusikkens udvikling og indflydelse på nationalhelten Elvis Presleys sange. Man får en beskrivelse af Elvis’ berømte hjem ”Graceland” i Memphis, og man hører tidlige Elvis-indspilninger fra de berømte lydstudier ”Sun-Studio” i Memphis og ”RCA Studie 5” i Nashville.
(75-100 min.; foredragsholder medbringer et godt afspilningsanlæg; 2200 kr. plus evt. takst til Storebæltsbro)
Foredraget tidligere holdt: Kildevældskirken, København; Godthåbskirken, Frederiksberg; Hedegårdskirken, Ballerup; Hvidovre Country Line Dancers.

3. H. C. Lumbye

Britta-polka, Drømmebilleder, Salut for August Bournonville… her er en solstrålehistorie om en dansk komponist, som inspireret af valsekongen Strauss skabte skøn musik og blev internationalt berømt og anerkendt. Man bliver i godt humør af dette foredrag - især på grund af den dejlige musik, men også på grund af en beretning helt uden konflikter om den unge, håbefulde musiker, der ligesom komponisten Carl Nielsen drog fra Odense til hovedstaden for at skabe sig en karriere; hvordan han bidrog til etablering af forlystelseshaven Tivoli og livet igennem var publikums yndling i det ganske land - et islæt i ”Den danske Guldalder”, der dengang som nu vækker glæde og begejstring.
(75-100 min.; foredragsholder medbringer et godt afspilningsanlæg; 2200 kr. plus evt. takst til Storebæltsbro)
Foredraget tidligere holdt: Kildevældskirken, København; Adventskirken, København

4. W. A. Mozart og kirkemusikken i Wien

Hvad var Mozart egentlig for en person? Mozartforskningen har bragt mange kendsgerninger for dagen; alligevel er den store komponists navn omgærdet med utallige myter. Vi får et mini-portræt af Mozart og hører nogle af hans skønneste værker. Vi hører lidt om, hvordan han levede i Wien, og hvordan hans værker den dag i dag benyttes hver søndag i højmessen. Foredraget er populært ikke mindst på grund af den dejlige musik, der ledsager det.
(75-100 min.; foredragsholder medbringer et godt afspilningsanlæg; 2200 kr. plus evt. takst til Storebæltsbro)
Foredraget tidligere holdt: Bl. a. Husumvold kirke, København; Løget kirke, Vejle. Seest kirke.

5. G. F. Händel: Messias

Måske skal dette dejlige værk opføres i Deres kirke. Foredraget, holdt af en, der selv som dirigent har opført værket mange gange, vil give tilhørerne større udbytte af at overvære koncerten. Händels Messias er et ualmindelig inspireret værk, som har opnået enestående popularitet verden over. Teksten består udelukkende af bibelcitater, som i kraft af musikken bliver meget vedkommende.
(75-100 min.; foredragsholder medbringer tekstark samt et godt afspilningsanlæg; 2200 kr. plus evt. takst til Storebæltsbro)
Foredraget er tidligere holdt: Bl. a. Bistrup kirkes menighedshus; Risbjerg kirke, Hvidovre; KFUM, Frederiksberg.