|
Aminah Tønnsen er opvokset syd for grænsen. Hun har været bosat
i Nordafrika 1970-1978. Hun blev muslim i 1983 og er forfatter til flere
bøger om islam, bl.a. "Islam i europæisk klædedragt. Stof til
eftertanke og selvransagelse" (Fremad 1998), "Profetfortællinger
fra Koranen" (Forlaget LM 2002), "Islam - tro og livsforståelse"
(Gyldendal 2003) og "Tror muslimer, at jorden er flad? 100 spørgsmål
om islam i det 21. århundrede" (Gyldendal 2006).
Aminah Tønnsen har i en årrække været bestyrelsesmedlem i
Islamisk-Kristent Studiecenter samt Jødisk-Muslimsk Netværk i Danmark.
Hun har holdt foredrag om islam siden 1986 og er gæstelærer ved skoler i
hovedstadsområdet i forbindelse med projektet "Din Tro - min tro - og
hvad vi sammen tror".
Aminah Tønnsen modtog i juni 2011 Dansk Forfatterforenings fredspris,
der tildeles forfattere, der i deres forfatterskab arbejder for fred og
mellemfolkelig forståelse.
Aminah Tønnsen holder foredrag i hele landet
Islam er en rummelig og livsbekræftende tro; men det kræver mod at gå
imod de konservative kræfter, der helst vil leve som på Profeten
Muhammeds tid.
Nyfortolkning af kildeteksterne (Koranen og Profetens sædvane) er et
kontroversielt emne i konservative muslimske kredse, men er ikke desto
mindre en nødvendig forudsætning for at kunne leve som troende muslim i
harmoni med tiden og den ikke-muslimske flertalsbefolkning.
Der gives konkrete eksempler på en sådan nyfortolkning mht. forholdet
til andre religioner, individets frihed, menneskeret og kvindesyn.
(120 min. inkl. spørgetid; 4.000 kr. plus transport)
Det er en gængs opfattelse, at islam er en kvindeundertrykkende
religion; men hvad siger Koranen egentlig om familie og kønsroller?
Hvordan er muslimske kvinders faktiske kår? Hvorledes er Koranens
principper blevet omsat til konkret familieret i de muslimske lande – og
hvilke forandringer er undervejs?
(120 min. inkl. spørgetid; 4.000 kr. plus transport) |