|
Koncert og workshop med Kristin Lomholt og Michael
Salling
Kristin Lomholt
Jazzsanger. Uddannet fra Det jyske musikkonservatorium og fra New
England Conservatory of Music i Boston. Hun har mange koncerter og flere
udgivelser bag sig, senest Cd’en Spell på det amerikanske pladeselskab
Whaling City. Her skrev anmelderne: "Kristin Lomholt har et indre
univers som kræver at blive afdækket...man synker ind i den
usentimentale og egensindige stemningsfuldhed der er hende. Det er
storladent, årstidsagtigt og virkningsfuldt - Jazz Special. Det
amerikanske Jazz Journal International skrev: "At attractive
singing voice and effective interpretations of lyrics...Kristin Lomholt
makes a welcome addition to the international jazz scene".
Kristin har boet 10 år i det sydlige USA, hvor hun har
arbejdet som sanger og pianist/organist. Læs og hør mere på
www.kristinlomholt.com
Michael Salling
Jazzpianist. Uddannet fra Det fynske Musikkonservatorium 1997.
Kapelmester på Odense Teater siden 1999 og på Folketeatret i København
(Jul i Gammelby 2010). Michael vandt i 2009 kirkeministeriets
konkurrence for nye salmemelodier. Har med sin jazztrio udgivet cd´en
”Nice Vibrations”.
Læs og hør mere på
www.michaelsalling.dk
Kristin Lomholt og Michael Salling holder koncerter
i hele landet.
Nybygger-sange er en medrivende fortælling i ord og
musik. Set igennem sange, anekdoter og historiske kilder fortæller vi
historien om indvandringen i USA. Det er historien om tusinder af
europæere som søgte lykken i USA, om det de rejste væk fra og det de kom
til. Indvandrerne flygtede fra forfærdelig fattigdom og deres største
drivkraft var håbet om et bedre liv. Alene rejsen til USA var en farlig
færd hvor kun de stærkeste overlevede. På den anden side af Atlanten,
opstod nye lokalsamfund og dermed også nye kirkesamfund. Her genopstod
folkesange fra den verden man havde forladt, folkesange som i nogle
tilfælde kan dateres tilbage til middelalderen. Sammen med folkesangene,
genfandt indvandrerne også hymner, og der blev skrevet nye. I samme
periode blev der også i de nye kirkesamfund skrevet “revival songs“
(vækkelsessalmer). Altsammen dannede grundlag for de spirituelle “tune
books“ som blev samlet i det 18. århundrede. Sangene som blev sunget
både unisont og fler-stemmigt blev meget populære og bragte mennesker
sammen i små og store fællesskaber. For at flerstemmigheden kunne lykkes
opfandt man et specielt notationssystem, nemlig shapenotes, som flere af
disse “tune books” benytter.
I Nybygger-sange er Kristin Lomholt og Michael Salling gået tilbage til
en samling af værdifulde sange, som meget beskrivende fortæller vores
egen og andre europæeres historie. Med en personlig og stemningsfuld lyd
bevarer de to jazzmusikere sangenes smukke folketone.
(Kristin Lomholt og Michael Salling; Koncert: 50-70 min.; honorar: 6000
kr. + fælles transport 3,56 kr/km)
Workshops:
I begyndelsen af det 18. århundrede opstod der i
det sydlige USA en helt speciel sangtradition. Omrejsende ”tune smiths”
lærte de lokale landlige befolkninger sange som blev brugt hvor
mennesker samledes i store og små grupper. Sangene blev ofte sunget ved
”revival meetings” hvor hundredvis af mennesker samledes. Både her og i
de ny-etablerede ”singing schools” underviste man i vokal-musik ved
hjælp af shapenotes, et system hvor hver tone har et grafisk symbol. Man
lærer ved hjælp af forskellige symboler, f.eks. trekanter, firkanter og
rektangler, at synge den rigtige tone i en melodi eller et flerstemmigt
vokalarrangement. Vi bruger ikke ”shape-notes” men arbejder, alt efter
niveau, med flerstemmighed og med noder. Men primært lærer deltagerne på
vores workshops sangene udenad og ”på øret”. Sangene har den styrke at
de i al deres enkelhed står stærkt som enstemmige satser hvor effekten
mere end i flerstemmighed, ligger i brugen af vekselsang og i kontrasten
mellem de mandlige og de kvindelige stemmer.
Sangene stammer primært fra Irland, England, og Skandinavien og noget af
materialet kan dateres tilbage til middelalderen. Ligesom sangene
tidligere var gået igennem mange transformationer, blev de også ændret
af de første generationer af indvandrere. I forbindelse med at
indvandrerne i deres nye land, fik frihed til at dyrke den religion som
de ønskede, blev der i datidens Amerika, opbygget mange nye
kirkesamfund. I den fase fik nogle af de gamle folkesange et nyt
religiøst islæt som de ikke havde haft før.
(Kristin Lomholt og Michael Salling; workshop: 2 timer; 3000 kr. i
forbindelse med koncert, 4000 kr. uafhængig af koncert + fælles
transport 3,56 kr/km)
Der er i løbet af de sidste 15 år kommet mange nye
salmer og nye melodier til gamle salmetekster. Men bruger vi dem nok?
Hvis I synes I trænger til inspiration og ideer som kor eller
menighed, så er denne en workshop som giver masser af nye ideer til
salmesang i jeres kirke. Vi præsenterer salmerne for jer på nye og
spændende måder og vi synger dem sammen så i lærer dem. Hvis I er et
kor, sætter vi stemmer på, som kan bruges i det daglige.
Kristin Lomholt, som har mange koncerter og flere cd-udgivelser bag sig
og Michael Salling, prisbelønnet vinder af kirkeministeriets konkurrence
om Danmarks Bedste Salmemelodi 2009, leder denne workshop hvor vi lærer
nye salmer. Blandt andre nye salmer /melodier vil vi lære Michael
Sallings egne melodier til Holger Lissners tekst ”Den mægtige finder vi
ikke“ og Grundtvigs ”Midt iblandt os er Guds rige“.
(Kristin Lomholt og Michael Salling; workshop: 2 timer; 3000 kr. i
forbindelse med koncert, 4000 kr. uafhængig af koncert + fælles
transport 3,56 kr/km)
|